Gummiged spidder personbil

Ældre mand alvorligt kvæstet i benene

En ældre mand blev alvorligt kvæstet fredag eftermiddag, da hans bil blev ramt af en gummiged med læssegafler på skovlen, oplyser Nordjyllands Politi.

Ulykken skete ved 16-tiden på Loftbrovej mellem Nørresundby og Vodskov, da gummigeden drejede rundt og ramte bilen med gaflerne først.

- Gummigeden ramte bilen, så gaflerne gik gennem motorrummet. Bilisten kom alvorligt til skade på benene, siger vagtchef Aage Pedersen fra Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Bilisten var fastklemt i op mod en time, før han blev frigjort og kørt med ambulance til Aalborg Sygehus, hvor han kom på operationsbordet.

Ulykken skete uden for en større landejendom, hvor gummigeden var i gang med at arbejde. Gummigeden havde påsat såkaldte læssegafler, der kan løfte Europa-paller i stedet for den sædvanlige skovl.

Det var de gafler, som ramte føreren af den lille Peugeot i benhøjde.

Loftbrovej blev spærret i begge retninger som følge af ulykken.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere