Fly med 28 passagerer meldt savnet

Mozambique Airlines har mistet kontakten med et af sine fly, men håber, at det har foretaget en mellemlanding

Et fly fra Mozambique Airlines med 28 passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord er fredag meldt savnet undervejs fra det østafrikanske land Mozambique til Angola, oplyser luftfartsselskabet.

Rute TM470 lettede fra Maputo klokken 10.26 og skulle efter planen være landet i Angolas hovedstad Luanda klokken 14.10. Men flyet er aldrig nået frem, hedder det i en erklæring fra Mozambique Airlines.

- De første oplysninger gik på, at flyet kunne være landet i Rundo i det nordlige Namibia, tæt på grænsen til Botswana og Angola, hedder det videre i erklæringen.

- Luftfartsselskaber, luftfartsmyndigheder og lufthavne arbejder på at få kontakt for at få bekræftet oplysningerne, tilføjer selskabet.

Luftfartsselskabets talsmand Norberto Mucopa kan ikke bekræfte de ombordværendes nationalitet, ej heller hvornår man senest var i kontakt med ruteflyet.

- Den seneste kontakt var i den nordlige del af Namibia, siger Mucopa til nyhedsbureauet AFP.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere