Verdens oftest anholdte mand

64-årige Henry Earl menes at være 'verdensrekord-indehaver'. Han er blevet anholdt mere end 1500 gange siden july 1970

Henry Earl (Politifoto fra seneste anholdese)
Henry Earl (Politifoto fra seneste anholdese)

I denne weekend sidder Henry Earl i fængsel.

Egentlig ikke noget et nyhedssite burde beskæftige sig med, for der er han ofte.

Så ofte at sitet thesmokinggun.com har udnævnt ham til 'verdens oftest anholdte mand'.

Den 64-årige Henry fra Kentucky, USA, skulle angiveligt være anholdt mere end 1500 gange i de seneste godt fire årtier.

Han fik taget sin 'fængsels-mødom' i juli 1970, hvor han som 20-årig blev anholdt for våbensiddelse i Fayette County.

I det årti nåede han op på sølle 33 anholdelser.

I 80'erne strammede han op og nåede op på 230 anholdelser - de fleste for offentlig beruselse og gadeuorden.

Sådan noget giver kun nogle få dage bag tremmer, så han kunne i en fart komme på fri fod - for altså at blive anholdt igen.

Den stil fortsatte han gennem årene, men dommerne blev lidt træt af at få besøg så ofte, så de begyndte at bure ham inde i to-tre måneder ad gangen.

Forleden fejrede amerikanerne Thanksgiving - også Henry Earl, der måtte nyde højtiden og kalkunen i Fayette County Detention Center.

Samlet har han været i myndighedernes varetægt i næsten 6000 dage - således også på sin 64 års fødselsdag den 24. oktober. Det var tredje gang på fem år, at hurraråbene kunne gjalde bag tremmerne.

Man kan faktisk sige, at hvis ikke ordet betød noget andet, så burde Henry Earl snart være berettiget til en 'stamcelle'.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere