Røvet to gange med et års mellemrum: De er nogle tyveknægte

En 79-årig mand fra Tureby syd for Køge er to gange med nærmest præcis et års mellemrum blevet røvet i hjemmet - formentlig af samme gerningsmænd

Den 79-årige mand bor alene i et hus ved Tureby syd for Køge. Han er nu blevet røvet to gange af hvad der formentlig er de samme gerningsmænd. (Foto: Per Rasmussen)
Den 79-årige mand bor alene i et hus ved Tureby syd for Køge. Han er nu blevet røvet to gange af hvad der formentlig er de samme gerningsmænd. (Foto: Per Rasmussen)

To personer synes tilsyneladende, at de sidste år slap så godt fra et røveri, at de ville foretage samme røveri én gang mere.

26. november sidste år blev en mand fra Tureby røvet i sit hjem af to mænd, og lørdag morgen omkring 5.30 skete nærmest præcis det samme én gang til for den nu 79-årige mand.

- De to mænd bryder ind og opsøger manden i hans soveværelse. Her sprøjter de ham i hovedet med noget, der formentlig er vand, og truer ham med et koben, og de får så udleveret et beløb på nogle tusind kroner, siger vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Ravn Nielsen, til Ekstra Bladet.

Se også: 77-årig udsat for hjemmerøveri

Han bekræfter, at forløbet nærmest var identisk med røveriet sidste år.

- Det, der skete ved røveriet sidste år, var nøjagtig samme fremgangsmåde. Og der er nogle omstændigheder, som tyder på, at de havde et tæt kendskab til huset, siger Søren Ravn Nielsen, der understreger, at den 79-årige ikke er kommet fysisk til skade ved nogen af overfaldene.

Sparsomt signalement
Mandens signalement af gerningsmændene er meget sparsomt, fordi det var meget mørkt, men alt tyder på, det er de samme gerningsmænd, der går igen.

- Der er tale om to yngre dansktalende mænd, hvoraf den ene er lidt højere end den anden. Og det var det samme sidste gang, siger Søren Ravn Nielsen.

Ekstra Bladet har været i kontakt med den 79-årige mand, som ikke ønsker at stå frem med navn.

Nogle tyveknægte
Han fortæller, at selvom det har været en grim oplevelse, er han ved godt mod. Da Ekstra Bladet mødte manden, var han i selskab med familien.

Manden kunne ikke umiddelbart selv sige, om det var de samme gerningsmænd, men han havde sin helt egen beskrivelse af overfaldsmændene.

- De er danskere, og de er nogle tyveknægte, siger manden til Ekstra Bladet.

Meget målrettet
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der ikke andre personer i området, der har været udsat for tilsvarende røverier.

- Det virker meget målrettet, siger Søren Ravn Nielsen.

Politiet håber nu, at der er vidner, der på trods af det tidlige tidspunkt kan have set noget, som kan hjælpe politiet i opklaringen af de to røverier.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere