Marius reddede baby op af havn

En bedstemor var på tur med børnebørnene på havnen i Hadsund. En klapvogn med en baby på to måneder trillede i vandet. En kvik gæst på en restaurant så det ske og hoppede i vandet

Niels Marius Villadsen (Foto: Rene Schütze)
Niels Marius Villadsen (Foto: Rene Schütze)

- Jeg stod udenfor Davinci Ristorante og så klapvognen trille i vandet. Så var der jo ikke andet at gøre end hoppe efter den og få vogn og baby på land igen.

Sådan fortæller Niels Marius Villadsen til Ekstra Bladet om et drama på havnen i Hadsund i dag ved 11.30-tiden.

En bedstemor var på tur med sine børnebørn, da hun stillede klapvognen med babyen fra sig. Den trillede i Mariager Fjord efter blæsten tog fat i den.

Men den resolutte restaurantgæst reagerede lynhurtigt og intet gik galt. Babyen blev kørt på skadestuen i Randers og Nordjyllands Politi oplyser at den har det godt. De betragter sagen som 'et hændeligt uheld'.

I første omgang forsøgte Marius at fiske klapvognen op, da han troede den var tom. En anden gæst fra restauranten råbte, at der var et barn i vandet og Marius sprang i.

- Hvordan tog bedstemoderen situationen?

- Det ved jeg ikke. Jeg måtte jo skynde mig hjem for at få noget tørt tøj på, siger 39-årige Niels Marius Villadsen.

Senere kom babyens far på havnen og takkede redningsmanden.