New Firm endte i masse-anholdelser

Op mod 400 mennesker er stoppet og flere er anholdt efter kampen i Brøndby mod FCK

Op mod 400 mennesker er stoppet af politiet efter fodboldbraget mellem Brøndby og FCK (Foto: Kenneth Meyer)
Op mod 400 mennesker er stoppet af politiet efter fodboldbraget mellem Brøndby og FCK (Foto: Kenneth Meyer)

Hærværk og stenkast har givet anledning til masseanholdelser efter fodboldkampen mellem Brøndby og FCK i netop Brøndby søndag aften.

- Vi har ikke rigtig styr på, hvor mange mennesker der er tale om lige nu, men nogle siger, at der kan være op mod 400 anholdte, siger politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Michael Kristiansen, til Ekstra Bladet.

- Vi har simpelthen stoppet optoget op mod stationen, fordi de lavede omfattende hærværk og kastede med sten, siger politiinspektøren.

Ekstra Bladets mand ved stadion beretter, at politiet efter kampen har sagt til alle, der kom gående væk fra kampen, at de ville blive anholdt. Derudover er folk blevet placeret med strips-håndjern i såkaldte futtog, og to ambulancer har været på stedet.

- Jeg ved endnu ikke, hvordan det ser ud med personskader, men der kan være personer, som er blevet ramt af stenkast, siger politiinspektøren til Ekstra Bladet.

Det tegnede sig ellers til at blive et nogenlunde stille møde mellem de to fodboldklubber.

- Vi oplevede, at enkelte personer kastede sten efter vores betjente inden kampen, men ellers foregik optakten til kampen roligt.

- Det er jo bare rigtig, rigtig trist og urimeligt, at sådan en god sportsbegivenhed skal ende i hærværk, vold og ballade, siger Michael Kristiansen.

1 af 2 Personer er blevet placeret i såkaldte futtog med stripshåndjern (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 2 Op mod 400 mennesker er stoppet af politiet efter fodboldbraget mellem Brøndby og FCK (Foto: Kenneth Meyer)