Kvinde gik ud med skraldespanden - nu er hun væk

Mysterium: Fem hundepatruljer leder efter kvinden, som forsvandt i aftes

(Foto: Google Maps)
(Foto: Google Maps)

- Det er dybt mærkeligt. Vi ved ikke, hvad der er sket. Men vi vil gerne have fundet kvinden nu på grund af kulden.

Vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi har intet bud på, hvad der kan være sket med en 69-årig kvinde, som forsvandt fra sit hjem søndag aften.

- Hun gik ud med skraldespanden og siden har hun været forsvundet, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

Hundepatruljer leder
Fem hundepatruljer leder for øjeblikket i nærheden af kvindens hjem på Øresundsvænget i Middelfart.

- Der er intet, der tyder på at hun er dement eller har ønsket at begå selvmord. Manden har forklaret, at hun tog skraldeposen og bar den ud til skraldespanden, som kun ligger få meter fra entredøren. Siden har han ikke set hende, siger vagtchefen.

Kig efter hende
I følge politiet er der intet, som tyder på, at den 69-årige er blevet udsat for en forbrydelse.

Politiet opfordrer beboerne i området til at se efter kvinden i kælderskakter, udhuse, garager og andre steder, hvor hun kan have søgt ly i det kolde vejr.

- Vi skal helst have fundet hende nu, fastslår Hans Frederiksen.

Kvinden er 162 centimeter høj og hun bar en halvlang sort frakke og vinterstøvler, da hun forsvandt. Hun er kraftigt bygget og hun har kortklippet, gråt hår. Hun bærer desuden briller.