Kvinde fængslet for drab på ekskæreste

Den ene af to drabssigtede kvinder er varetægtsfængslet, mens den anden er løsladt efter knivdrabet på 26-årig mand i Fensmark

En 26-årig mand blev mandag aften knivdræbt i Fensmark nær Næstved. To kvinder er tirsdag blevet fremstillet i et grundlovsforhør, sigtet for medvirken til drab. (Foto: Per Rasmussen)
En 26-årig mand blev mandag aften knivdræbt i Fensmark nær Næstved. To kvinder er tirsdag blevet fremstillet i et grundlovsforhør, sigtet for medvirken til drab. (Foto: Per Rasmussen)

RETTEN I NÆSTVED (Ekstra Bladet): Den ene af to kvinder, der ifølge politiet stod bag drabet på en 26-årig mand mandag aften, er blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Næstved, mens den anden anholdte kvinde er løsladt.

Se også: To kvinder sigtet for manddrab

Den løsladte 24-årige kvinde er sigtet for medvirken til drab. Retten nedlagde referatforbud i grundlovsforhøret, efter at anklageren havde begæret lukkede døre på grund af den igangværende efterforskning. Så de to sigtede kvinders forklaring kan ikke gengives.

Den 24-årige kvinde var til retsmødet iført blå klædedragt, og idet hun trådte ind i lokalet var det tydeligt, at hun havde haft svært ved at holde tårene tilbage.

Mens hun er løsladt blev den 26-årige kvinde, der over for politiet har erkendt at have knivstukket sin ekskæreste, derimod varetægtsfængslet frem til 19. december. Hun nægter sig dog skyldig i manddrab.

Kiggede i jorden
Drabet fandt sted mandag aften på en parkeringsplads ved det gamle Holmegaard Glasværk i Fensmark nord for Næstved. Her blev den 26-årige mand stukket ned. Politiet har tidligere oplyst, at han var eks-kæreste til den nu varetægtsfængslede 26-årige kvinde.

Under hele sin forklaring, som det altså ikke er tilladt at referere fra, kiggede den 26-årige konstant ned i jorden frem for at kigge på dommeren eller anklageren.

Anklagemyndigheden har indtil videre opretholdt sigtelsen mod begge kvinder.