Storebror dræbt i motocross-ulykke: Lillebror i bedring

Den 14-årige dreng, som blev hårdt kvæstet i en motocrossulykke i sidste uge, holdes dog fortsat i kunstigt koma

Den 16-årige Nicklas Jæger blev dræbt, da han kolliderede med sin lillebror Kasper på en mark i Resen ved Struer i sidste uge. (Foto: Claus Bonnerup)
Den 16-årige Nicklas Jæger blev dræbt, da han kolliderede med sin lillebror Kasper på en mark i Resen ved Struer i sidste uge. (Foto: Claus Bonnerup)

Familien til den dræbte Nicklas Jæger og den hårdt kvæstede lillebror Kasper Jæger kan ane små lyspunkter i den ufattelige tragedie.

En uge efter ulykken oplyser familien via politiet, at den 14-årige Kasper viser små fremskridt.

- Jeg har netop talt med de pårørende, og de oplyser, at han stadig holdes i kunstigt koma, men han har følelser i benene, så de synes, det går langsomt fremad, siger Ole Hofmansen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Den 14-årige dreng pådrog sig flere indre kvæstelser og knoglebrud.

Se også: Brødreulykke: Klassekammerater i sorg

Ulykken skete kort efter kl. 16.00 tirsdag eftermiddag i sidste uge, da den 16-årige Nicklas Jæger og hans 14-årige lillebror Kasper kørte rundt på henholdsvis en motocrosser og en ATV'er på en høstet majsmark i Resen ved Struer.

På en bakketop bragede de to brødre sammen med omkring 50-70 km/t, da de kom op over bakken fra hver sin side.

Se også: TV: Brødreulykke: 16-årig dræbt med ca. 60 km/t

Nicklas Jæger blev dræbt på stedet, mens lillebroderen Kasper, der til daglig går på Østre Skole i Struer, blev hårdt kvæstet.

Han er fortsat indlagt på Aarhus Sygehus.

Se også: 16-årig dræbt i crosserulykke: Bror i koma

Da ulykken skete på en privat mark betragter politiet sagen som en tragisk ulykke.

- Vi har undersøgt omstændighederne og foretager os ikke yderligere i sagen. Da det er sket på privat grund, er det ude af politiets regi, og der er derfor ikke grundlag for at rejse sigtelse, siger Ole Hofmansen.

Forrige weekend blev en kun 13-årig dreng dræbt i en crossulykke på en motorbane på Fyn. Denne ulykke blev overværet af drengens stærkt rystede far.