27-årig bilist dræbt i frontal kollision

Redningsmandskab på Djursland måtte lade omkommet bilist sidde i bilvrag

Det var en 27-årig mand fra Djursland, der ved middagstid blev dræbt i en frontal kollision på hovedvej 16 mellem Grenå og Randers.

Ulykken skete kl. 11.56 i krydset Randersvej/Liltvedvej ved Auning tæt ved Gl. Estrup Gods.

Sammenstødet var så voldsomt, at redningsmandskabet måtte opgive at bjærge den 27-årige ud af hans Citroen Berlingo, der blev fuldstændig smadret ved kollisionen med en modkørende varebil.

Se også: En person dræbt i frontalulykke

- Redningsfolkene kunne ikke komme ind til personen i den sammenkrøllede bil, oplyste vagtchef Jens Rønberg, Østjyllands Politi, ved 13-tiden til Ekstra Bladet.

Først hen på eftermiddagen kunne politiet underrette den dræbtes pårørende. Den 27-årige var alene i bilen og blev dræbt på stedet.

Efter ulykken var landevejen spærret i tre timer, mens bjærgningsarbejdet stod på, og en tilkaldt bilinspektør undersøgte de implicerede biler.

Ved 17-tiden oplyste vagtchef Klaus Hvegholm Møller, at føreren af den modkørende varebil er en 29-årig mand fra Aalborg-egnen. Han slap fra sammenstødet med knubs og en flænge i sit ene ben.