Nu hagler og sner det i Jylland

Stormen Bodil har bragt koldere luft ind over Danmark – det giver sneglatte veje

Dette billede af hagl er indsendt af en læser i Brørup. (Foto: Læserfoto)
Dette billede af hagl er indsendt af en læser i Brørup. (Foto: Læserfoto)

Sne, slud og hagl har meldt sin ankomst i det sydvestlige Jylland, hvor stormen Bodil har hærget hele torsdagen.

– Det er den meget kolde luft, der er kommet ind over landet, der giver snebyger, især i det sydvestlige Jylland, siger Ekstra Bladets vejrmand Thomas Alsbirk.

Han tilføjer dog, at jorden stadig er så varm, at sneen næppe bliver liggende. Men bilister skal være forsigtige, når de kører ud.

– Det kan godt give glatte veje, siger Thomas Alsbirk.

Se mere video på localeyes.dk

Syd- og Sønderjyllands Politi har udsendt varsel om glatføre i store dele af politikredsen, fordi vejtemperaturerne falder meget.

Politiet tilføjer, at der ikke kan saltes på grund af stormen.

– Så alle trafikanter skal være ekstremt forsigtige. Bliv allerhelst hjemme, lyder det gode råd fra politiet.

Den kraftige storm tog for alvor fat i Danmark torsdag ved middagstid, og 11 af landets 12 politikredse fraråder nu al unødvendig udgang.