Nelson Mandela er død

Den sydafrikanske statsmand blev 95 år

Sydafrikas tidligere præsident og frihedshelt Nelson Mandela er død. Det oplyser præsident Jacob Zuma i en tv-tale til nationen.

- Vores elskede leder er gået bort. Han hviler nu. Han har fået fred. Vores nation har mistet sin store søn. Vort folk har mistet en far, siger en bevæget Zuma.

Meddelelsen kommer efter, at venner og familie til Mandela var strømmet til den folkekære statsleders hjem i Johannesburg-forstaden Houghton, hvor han sov stille ind.

Nelson Mandela var svækket af en lungesygdom, og de seneste år var han ofte på hospitalet i Pretoria. Han blev 95 år.

For to dage siden havde Mandelas ældste datter, Makaziwe, fortalt pressen, at hendes far lå på sit dødsleje og kæmpede for sit liv.

Tæt på Mandelas sværeste forsoning

Mandela blev verdenskendt og hyldet for sin kamp mod Apartheid-styret, som fratog sorte grundlæggende rettigheder.

Kampen betød, at han sad fængslet i en celle på fangeøen Robben Island i 27 år, inden han blev løsladt og senere valgt som landets første sorte præsident.

Nelson Mandela med tilnavnet Madiba voksede op som søn af en høvding i en lille landsby i Transkei i det østlige Sydafrika.

Han blev uddannet som jurist og sluttede sig i 1943 til Den Afrikanske Nationalkongres (ANC) og blev involveret i kampen mod apartheidstyret.

Nelson Mandela var søn af en høvding og blev adopteret af en anden høvding, da hans far døde, da Mandela var ni år gammel. Han var udset til en fremtrædende plads i stammen, men flygtede for at undgå et arrangeret ægteskab. POLFOTO Tæt på Livsfangen blev sit lands fader

Mandela sagde, at han var parat til at bekæmpe det hvide styre med våben, og det betød, at han i 1964 blev idømt livsvarigt fængsel. Han blev løsladt i 1990.

Han modtog i 1993 Nobels fredspris, og året efter blev han valgt til Sydafrikas første sorte præsident. Han trådte tilbage i 1999.

Hans vilje til forsoning mellem racerne og manglende bitterhed over det hvide styres overgreb, gjorde ham elsket og beundret af både Sydafrikas sorte og hvide.

Mandela nåede at være gift tre gange i sit lange liv. Han fik seks børn, 17 børnebørn og talrige oldebørn.