Politiet 'løslader' alle: Nu må du gå ud igen

Bornholmerne skal dog fortsat blive indendørs

Læserfoto fra stormen.
Læserfoto fra stormen.

Stormen Bodil fik samtlige politikredse i landet til at råde danskerne til at blive inden døre.

Alle politikredse - med undtagelse af Bornholm - har torsdag aften og natten til fredag løbende ophævet deres varsel om ikke at bevæge sig udenfor.

Dog advarer mange politikredse stadig om isglatte veje, væltede træer og blæsevejr.

- Vær dog stadig forsigtig i trafikken, skrev Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter natten til fredag.

Tidligere torsdag aften meddelte Syd- og Sønderjyllands Politi, som de første, at varslet om ikke at bevæge sig udenfor ville blive ophævet midt på natten.

Østjyllands Politi frarådede al unødig udkørsel og ophold udendørs indtil midnat.

Vær forsigtig
- Men vær nu også forsigtig i nat og morgen tidlig, lød det fra Østjyllands Politi på Twitter.

Stormen gik i land ved den jyske vestkyst omkring middagstid torsdag, og kort efter kom den ene politikreds efter den anden med advarslen til danskere om ikke at gå ud.

Mange politikredse havde som Midt- og Vestjylland indkaldt ekstra mandskab til at tage sig af de mange opkald til 112 og 114, da stormen var på sit højeste torsdag aften.

Tagsten blæste af
- Himmel og jord står i et. Vi bliver kimet ned på 112. Tagsten blæser ned, hele tage er ved at blæse af og træer vælter overalt, sagde vagtchef Kjeld Nedergaard til Ritzau.

Tagsten er blæst af bygninger over alt i landet, og flere bygninger mangler hele tag. Politiet melder også om væltede træer på landeveje, og i byerne er det særligt stilladser, der udsætter danskerne for fare.