Lagt i kunstigt koma: Fik julepynt i hovedet under storm

En 49-årig mand fra Viborg er i bedring, efter han blev ramt af julepynt

En 49-årig mand fra Viborg har været i kunstig koma, efter han blev ramt af julepynt.

- Manden befandt sig i gågaden, hvor der hænger sådan noget julepynt mellem husene og ind over gaden, forklarer vagtchef ved Viborg Politi, Jens Claumarch, til Ekstra Bladet fredag formiddag.

Julepynten ramte den 49-årige så voldsomt, at han fik blødninger i hjernen.

Han blev øjeblikkeligt fragtet til traumecentret på Aarhus Universitetshospital, hvor man valgte at lægge ham i kunstigt koma.

- Man valgte at lægge ham i kunstigt koma, fordi han også fik beskadiget nogle af sin ribben. Det gjorde det svært for ham at trække vejret, og det kunne man afhjælpe ved kunstigt koma, siger vagtchefen.

Uheldet var dog ikke mere alvorligt, end at den 49-årige nu er i bedring.

- Vi har talt med hans søster, som siger til os, at han er taget ud af koma og har det bedre.

- Så der skulle ikke være fare for noget alvorligere, siger Jens Claumarch.