To sigtes i sag om 200 kilo kokain

Amerikansk narkopoliti hjælper dansk politi i sag om forsøg på at indsmugle kokain

I en større international narkosag er to mænd blevet varetægtsfængslet for at ville indsmugle 200 kilo kokain.

Fængslingen er sket fredag i Retten i Randers, oplyser vicepolitiinspektør Claus Danø i Østjyllands Politi.

Sagen er blevet efterforsket i samarbejde med det amerikanske narkopoliti DEA samt andre udenlandske myndigheder.

Hvilke der helt præcist er tale om, ønsker Claus Danø ikke at oplyse.

Også Rigspolitiet har deltaget i opklaringen af sagen, som torsdag førte til, at de to mænd på henholdsvis 29 og 46 år blev anholdt i Østjylland.

Fremstillingen i grundlovsforhør fredag i Randers er sket bag lukkede døre. Fristen på fire uger er dog ikke kæret til landsretten af mændene.

Om mændene er danske eller udenlandske statsborgere, ønsker politiet ikke at svare på.

Heller ikke detaljer om, hvorfra kokainen skulle være forsøgt indført, vil Claus Danø kaste lys over.

Den yngste mand i sagen er i øvrigt sigtet for at ville indsmugle et kvart ton hash.