Politiet advarer: Vi har narkometer med til julekontrol!

Politiet over hele landet får nu et nyt effektivt redskab til at afsløre påvirkede bilister og alle kredse lover at bruge redskabet til de kommende julekontroller

Sådan ser politiets narkometer ud - det er nu i alle politikredse.(Foto: Københavns Politi)
Sådan ser politiets narkometer ud - det er nu i alle politikredse.(Foto: Københavns Politi)

Rigspolitiet har indkøbt et antal narkometre, der i denne uge er delt ud til politikredsene. Dermed kan bilisterne møde narkometrene i de kommende traditionelle julekontroller.

- Politiet får langt bedre mulighed for hurtigt at afsløre, om folk er påvirkede af hash eller andre stoffer. Bilisterne skal vide, at de løber en stor risiko, hvis de vælger at køre bil, selv om de er påvirkede – både til jul og resten af året, siger vicepolitiinspektør Jørn Pakula Andresen fra Rigspolitiet, i en pressemeddelelse.

Narkometret har i en periode været anvendt som forsøg i Københavns Politi. Erfaringerne derfra er så gode, at udstyret nu bliver udbredt til resten af landet.

Københavns Politi har med stor succes brugt narkometret i både den almindelige færdselsindsats og i forbindelse med indsatsen mod hashhandlen i Pusherstreet, hvor over 580 personer indtil nu er blevet afslørede som værende påvirkede. Nu skal indsatsen udbredes yderligere, lyder det i pressemeddelelsen.

- Det må nu være klart for enhver, at politiet har fået et effektivt middel mod dem, der sætter sig bag rattet i en bil, selvom de er påvirkede. Med yderligere narkometre vil vi udbrede indsatsen og i endnu højere grad rette indsatsen mod de områder, hvor der sælges hash. Både hashkøberne og sælgerne skal vide, at det er risikofyldt og ganske uacceptabelt at føre et køretøj i påvirket tilstand, siger vicepolitiinspektør Jens Jespersen fra Københavns Politi.

Bilister, der kører med rester af bevidsthedspåvirkende stoffer i blodet, risikerer foruden en bøde at få en ubetinget frakendelse af kørekortet.