Politiet: Sådan gik den store julefrokost-nat

Politiet melder om en forholdsvis rolig nat og kold nat

Politiet melder om en forholdsvis rolig nat og kold nat. (Foto: Gert Jensen)
Politiet melder om en forholdsvis rolig nat og kold nat. (Foto: Gert Jensen)

Politiet i flere af landets kredse melder om en ualmindelig rolig nat, når man tager i betragtning, at det har været årets første helt store julefrokost-aften, og vejret i øvrigt har skabt problemer flere steder.

København
I København siger den centrale vagtleder:

- Der har været mange mennesker i byen, men vi har ikke haft de store problemer. Der er ingen som er kommet alvorligt til skade. Nu er der jo hvidt derude flere steder, så folk skal køre forsigtigt, siger han.

I aftes måtte Københavns Politi lukke af mod Refshaleøen på grund af vand på kørebanen.

- Men her til morgen ligger der kun 10 cm tilbage, så det vurderer vi godt, at folk kan håndtere, siger han.

Nordsjælland
Også i det nordsjællandske lagde vejret en dæmper på julefestlighederne. Her er fokus derfor på at få styr på oversvømmelserne, der især er gået hårdt udover Frederikssund.

Vandet er på vej tilbage, men bymidten af Frederikssund er stadig lukket ned. Ligesom den befærdede Kronprins Frederiks Bro fortsat er lukket.

Den åbner når teknikere har tilset den i dagslys, forklarer Henrik Sommer fra vagtcentralen.

Hvornår beboerne i Frederikssund og Frederiksværk, de hårdest ramte byer, kan vende hjem er usikkert. Men vandet er på retur, så det sker formentlig i løbet af lørdagen.

Østjylland
I Aarhus meldes om blot fem anholdte, heraf fire tyveknægte, fortæller vagtchef Klaus Møller. Det er langt under det normale på en fredag aften, forklarer han.

Derfor sover blot en enkelt anholdt i politistations detention denne lørdag morgen. Han blev anholdt efter noget gadeuorden.

- Der lyder en sagte snorken dernedefra, lyder det fra Klaus Møller.

Fyn
Fyns Politi forklarer, at man har anholdt seks personer i løbet af natten. Alle for gade uorden.

- Én gik rundt ude på vejbanen. De andre skabte sig tossede i fuldskab, siger vagtchef Kenneth Taanquist.

På Nordfyn er flere landområder og huse oversvømmet. Men vandet er også her på vej tilbage, forklarer vagtchefen fra det fynske.

Vestegnen
Københavns Vestegns Politi melder også om en meget rolig aften.

- Det giver jo altid anledning til lidt ballade, når værtshusene lukker, men vi har endnu ikke fået en eneste voldsanmeldelse, siger vagtchefen Peter Bundgaard til Ekstra Bladet.