Kloakvand i gaderne: Frederikssund stadig oversvømmet

Der står stadig op til en halv meter vand i gaderne i indre by i Frederikssund

Sådan ser gaderne i Frederikssund ud lørdag formiddag. (Læserfoto)
Sådan ser gaderne i Frederikssund ud lørdag formiddag. (Læserfoto)

Ved du noget ? Har du fotos af oversvømmelserne ? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på 1224@eb.dk

Frederikssund i Nordsjælland er stadig oversvømmet.

Havvand og kloakvand er blandet i den op til halve meter vand, der stadig står i gaderne i indre by i Frederikssund.

Derfor er indre by stadig afspærret af politiet.

- Kloakvand er trukket op i gaderne, og det vil vi nødigt have, at folk færdes i. Derfor er der afspærret, siger Henrik Sommer fra kommandostationen, KSN, hos Nordsjællands politi.

Til gengæld er vandet stort set væk fra Frederikssværk, så her har politiet ophævet afspærringerne.

Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund er stadig afspærret, men politiet håber snart at kunne åbne for trafikken. Det sker i løbet af eftermiddagen, når broen er renset for sand og affald, som vandet har efterladt.

Kvarteret omkring Kronsprins Frederiks Bro er hårdest ramt. Hér bor Patricia Christoffersen, 19, på Irisvej med sine forældre og familiens lille hund. Patricia var på arbejde, og forældrene var i København, da vandet kom i går og ramte familiens hus som et af de første:

- Naboen ringede, at vi skulle skynde os at komme hjem. Vi fik reddet en del ting op af kælderen, men måtte lade møblerne stå. De er helt ødelagte sammen med hele kælderen på 60 kvadratmeter, hvor der stod halvanden til to meter vand, fortæller Patricia Christoffersen til Ekstra Bladet.

Alt er ødelagt i kælderen
- Alt er ødelagt og det er det også hos naboerne. På nær få huse er der ingen strøm i området. I aftes spiste vi og overnattede hos venner og det skal vi også i aftes. Vi kan være på husets første sal, men vi kan ikke bo her, siger Patricia Christoffersen.

Familien har allerede anmeldt den omfattende vandskade til forsikringen, men det kan tage lang tid før huset er beboeligt igen.

74 personer blev i aftes evakueret fra et sommerhusområde i Hyllinge-Riis og de befinder sig stadig på skoler. Vandstanden svinger stadig mellem 20 og 60 centimeter i området, og politiet kan ikke sige, hvornår evakuenterne har komme tilbage.

Plejehjem evakueret
100 ældre fra plejehjemmet Strandlund i Gentofte er stadig evakueret og fordelt på andre plejehjem i kommunen. Det er endnu uvist, hvornår de kan komme hjem, fordi skaderne på plejehjemmet først skal evalueres, når vandet er væk.

Nordsjællands politi er netop nu ved at køre hele kyststrækningen på det nordlige Sjælland igennem for at opdage huller i vejene eller undermineringer. Campingpladser har været oversvømmet, så kun toppen af campingvognene kunne ses og der er store skader på flere lysbådehavne.

Da vandet kom til Frederikssund havde politi og redningsberedskabet mandskab og materiel klar, fordi oversvømmelserne var varslet. Derfor kunne myndighederne sætte ind med få minutters varsel, siger Henrik Sommer, Nordsjællands politi.

Der har ikke været meldinger om personskader, men de materialle ødelæggelser er formentlig omfattende. Det fulde omfang af skaderne kan først gøres op, når havvandet har trukket sig tilbage.

Samarbejdet mellem myndighederne i Nodsjælland er forløbet godt, siger Henrik Sommer. Det er trænet på tidligere øvelser i den lokale operative stab.

Hos Falck er ekstra mandskab og material klar til at bekæmpe vandskaderne, når først vandet har trukket sig tilbage.

- Vi kan intet gøre, før vandet er væk, men vi følger situationen løbende og har mandskab klar, siger Louis Honoré fra Falck til Ekstra Bladet.

Mens den store oprydning efter vandmasserne på Sjælland venter, arbejder Falck fortsat med at rydde op efter stormen Bodil. Der arbejds stadig med at fjerne væltede træer og nedblæste tage, oplyser Louis Honoré.

1 af 5 Der er trukket kloakvand op i gaderne, der er afspærret i Frederikssund. (Læserfoto)
2 af 5 Sådan ser der ud i kælderen på Irisvej hos Patricia Christoffersen og hendes forældre. (Læserfoto)
3 af 5 Dette foto er fra Strandgade i Frederiksværk, hvor vandet også stod i gaderne. Nu er afspærringerne i byen dog ophævet, oplyser politiet. (Læserfoto)
4 af 5 74 er stadig evakueret fra et sommerhusområde, hvor der er op til 60 cm. vand. (Foto: Jakob Jørgensen)
5 af 5 Sådan ser gaderne i Frederikssund ud lørdag formiddag. (Læserfoto)