Falck-redder dræbt på vej til arbejde

En ambulanceredder fra Falck blev i morges dræbt på vej til arbejde


Vis stort kortUlykken skete mellem Helsinge og Hillerød på Helsingevej

Falck er i sorg i dag.

Det var en 36-årig ambulanceredder på vej til arbejde, der tidligt i morges blev dræbt ved en trafikulykke på Helsingevej mellem Hillerød og Helsinge, da han mistede kontrollen over sin bil, sandsynligvis på grund af isslag.

Ulykken skete cirka kl. 06.09, da ambulanceredderen kørte mod syd. Han skulle møde klokken 07.00 på Falck-stationen i Fredensborg.

Politiet antager, at den 36-årige, der var gift med en kollega fra Falck og boede i Helsinge, mistede herredømmet over sin bil i det glatte føre. Bilen kom i skred, røg i grøften og ramte et træ, før den endte på taget.

Politiet kender endnu ikke hastigheden i ulykkesøjeblikket, men den 36-årige var som ambulanceredder en rutineret chauffør.

Se også: 36-årig dræbt i solouheld på glat vejstrækning

Den 36-årige Falck-redder blev erklæret for død på stedet. De pårørende er underrettet.

Personalet på Falck-stationen i Fredensborg blev i dag kaldt til orientering om ulykken.

Men Falck ønsker ikke at kommentere dødsfaldet:

- Hvis en medarbejder kommer til skade eller omkommer i tjenesten udtaler vi os. Men ikke når det sker i fritiden, siger kommunikationsdirektør Louis Honoré, Falck.