Lyndom til bulgarsk tasketyv

Samme dag en bulgarsk kvinde kom til Danmark, blev hun anholdt for tasketyveri

I går kom en 27-årig bulgarsk kvinde til Danmark for at søge arbejde.

Samme dag blev hun anholdt for tyveri af en pung fra en kunde i en butik i Hillerød.

Og i dag fik hun en hurtig afklapsning ved retten i Lyngby: 30 dages betinget fængsel og udvisning af Danmark i seks år.

Den 27-årige bulgarske kvinde fik i 2008 og 2009 bøder for tyverier i Danmark, men da hun fredag igen kom til Danmark var det, fordi en veninde skulle hjælpe hende med at finde arbejde inden jul.

Det forklarede hun via en tolk pr. telefon i Lyngby Ret, hvor hun tilstod, at hun faldt for fristelsen til at stjæle en pung fra en åben taske i en butik i Hillerød. Hun stod så tæt på kunden, at ekspedienten i butikken fattede mistanke og bad kunden om at tjekke, om hun havde sin pung.

Anholdt af civil betjent
Dén var væk, og hun råbte efter tyven, der ikke slap væk, fordi en politimand i civil tilfældigt var i nærheden og pågreb den 27-årige. Hun havde smidt pungen fra sig, men den blev fundet og indholdet var intakt.

Efter straksdommen i dag er den 27-årige kvinde varetægtsfængslet på udlædningeloven, så hun snarest kan udvises til Bulgarien.

- Det er et signal fra domstolen om, at den slags kriminalitet tages alvorligt. Tyveriet blev begået samme dag, hun kom til Danmark, og hun har tidligere fået to bøder for simpelt tyveri. Udgangspunktet er ellers bødestraf, når udbyttet ved tyveriet er under 8000 kr., men her er der idømt en betinget fængselsstraf og udvisning, siger anklager Jane Gade, Nordsjællands politi til Ekstra Bladet.