Jens reddede seks mennesker ud af vandmasserne

I går var det tæt på at gå rigtig galt for seks mennesker, der blev fanget af vandmasserne. Heldigvis blev de blev reddet af Jens Larsen, der trodsede naturens rasen

Jens Larsen reddede seks mennesker ud af vandmasserne, da digerne ved Roskilde Fjord bukkede under for vandmasserne. (FOTO: PRIVAT).
Jens Larsen reddede seks mennesker ud af vandmasserne, da digerne ved Roskilde Fjord bukkede under for vandmasserne. (FOTO: PRIVAT).

Fredag formiddag blev seks mennesker i flere timer naturens gidsler, da digerne ved Roskilde Fjord ikke kunne holde vandmasserne tilbage efter stormen Bodil.

Vandstanden steg hurtigt og omringede de seks mennesker i et sommerhusområde.

Det er et mirakel
Deres biler blev hurtigt oversvømmet, og det var på ingen måde muligt for dem at forcere det iskolde vand. Derfor ringede de 112.

Men to timer og fire opkald senere var Falcks røde redningskøretøjer stadig ikke at se, og situationen blev mere og mere desperat.

Se også: Fanget i stormflod: Troede, vi skulle dø

Men ved ettiden kunne de pludselig se en lille traktor trodse vandmasserne.

- Det er et mirakel, at han kom. Hvis han ikke var kommet, tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket. Jeg tror, vi var døde. Vores ben var allerede følelsesløse. Så vi var væltet omkuld og druknet, siger 65-årige Lisabeth Toft, der stadig er meget påvirket af oplevelsen.

 

- Jeg blev bekymret, da jeg ikke kunne få fat i mine reserveforældre. Da jeg kørte dernedad i min varebil kunne jeg hurtigt se, at jeg på ingen måde kunne komme gennem vandmasserne, og så gik det op for mig, at det var alvor, og at jeg var nødt til at gøre noget, siger Jens Larsen, der bor på en gård i nærheden.

I sidste øjeblik
Han hentede sin traktor og kørte ned til sommerhusene og blev mødt af nogle noget forkomne mennesker. Jens' reservemor var så påvirket af situationen, at hun ikke kunne kende Jens igen.

- Hun var helt rundt på gulvet. Hun stod i vand til livet og hendes ben var helt blå. Og så tænkte jeg bare, at der kun var én ting at gøre, og så kørte jeg de seks ud en for en, siger Jens Larsen til Ekstra Bladet.

Ud over de seks ældre mennesker hjalp Jens også deres tre hunde og en enkelt kat i land.



Her dagen derpå er Lisabeth Toft stadig chokeret, men understreger, at deres primære følelse ovenpå den forfærdelige oplevelse er taknemmelighed.

- Det var i sidste øjeblik, vi blev reddet ud. Traktoren kunne ikke have kørt en tur til, da indsugningen lige akkurat stak op over vandet. Bagefter blev vi indkvarteret hos vores redningsmand og hans kone, der udviste en enestående varme og hjælpsomhed, indtil vi kunne blive hentet hjem, siger Lisabeth Toft.

Får overblik mandag

Lisebeth Toft er chokeret over, at der ikke var blevet sendt redningsfolk selv om, de havde ringet 112 fire gange, men vagtchef ved Nordsjællands Politi Hans Gosvig vil ikke kommentere på den konkrete situation.

- Vi kan først begynde at danne os et overblik mandag. Vi har haft utroligt meget og se til, og vi har gjort det bedste, vi kunne. Vi har stor forståelse for de situationer, som folk har stået i. Hvis folk føler, at de er blevet forbigået, det beklager vi selvfølgelig, siger vagtchefen.