Bodils blodige spor

Stormen Bodil kostede 16 mennesker livet i Europa og kvæstede mange, før den mistede pusten. Syv mistede livet alene i Sverige

En lastbilchauffør blev dræbt i en trafikulykke i Skotland torsdag, og fire andre blev kvæstet. Ulykken skyldtes stormen Bodil. (Foto: AP)
En lastbilchauffør blev dræbt i en trafikulykke i Skotland torsdag, og fire andre blev kvæstet. Ulykken skyldtes stormen Bodil. (Foto: AP)

Stormen Bodil har ikke kun trukket et spor af ødelæggelse efter sig hen over Europa. De ekstremt kraftige vindstød har kostet mindst 15 mennesker livet, og hele syv af dødsfaldene er sket i vores naboland Sverige, hvor stormen blev ekstra farlig på grund af kraftigt snefald og en isnende kulde.

’Sven’, som stormen kaldes i Sverige, kostede bl.a. to sømænd livet, da de faldt i vandet fra et skib ud for Ystad, og en 93-årig kvinde frøs ihjel i en vejkant.

Se også: Efter Bodils hærgen: Op til ni graders varme

Sent lørdag aften blev en 16-årig pige dræbt på uhyggelig vis, da hun forvildede sig ud på en isglat motorvej og blev kørt ned ad adskillige biler for øjnene af sine venner.

Bodils første offer døde på motorvejen i Skotland allerede torsdag. En lastbilchauffør mistede livet, da hans lastbil væltede ned over to personbiler, hvori fire personer blev kvæstet. Yderligere en mand blev dræbt i Storbritannien, da han blev ramt af et faldende træ.

Her i Danmark blev en 72-årig kvinde dræbt, da den varebil, hun var passager i, blev væltet omkuld af et vindstød på vejen mellem Holstrebro og Krunderup.

Se også: Boligejer: Bodil ødelagde mit hus

Den største ulykke i forbindelse med Bodils hærgren skete i Polen, hvor en person blev dræbt og 23 kvæstet, da en bus kørte galt 110 km syd for byen Gdansk og ramte et træ. Også i det nordlige Polen kostede et træ menneskeliv. Tre blev dræbt nær byen Lebork, da deres personbil ramtes af et væltende træ.