17-årig stjal biler og kvajede sig på Facebook

En 17-årig mand stjal tre biler. Men det var nemt for politiet at spore ham. Han lånte nemlig en 76-årig kvindes pc - før han stjal hendes bil - og brugte den til at tjekke Facebook

En 17-årig mand er åbenbart en dygtig biltyv.

Men en elendig bilist.

Og et kvaj, når det drejer sig om at efterlade sig spor.

Midt og Vestjyllands Politi mener, at den 17-årige søndag morgen stjal hele tre biler i deres område.

Første bil blev nuppet i Vestervig, hvor han også snuppede nogle kontanter. Den bil endte han med at køre galt i ved Hurup.

Næste bil blev stjålet i Heltborg, men ved Tarm kørte han galt igen. Her endte bilen på en mark.

Den 17-årig opsøger herefter en 76-årig kvinde. Han låner hendes computer og tjekker sin Facebook.

Og så nappede han kvindens bil, men 'glemte' at logge af Facebook, så identiteten var til at finde ud af for politiet.

Bilen er fundet i Vejle. Teenageren er efterlyst, skriver TV2 Midtvest..