Rambuktyve slår til mod guldsmed

Det vides endnu ikke, hvad gerningsmændene er sluppet væk med efter tyveriet mod butikken i den jyske by

En guldsmedeforretning i Varde er natten til tirsdag blevet udsat for et rambuktyveri.

Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi, der blev alarmeret kort efter klokken to. Anmelderen, som ringede til politiet, hørte lyden af knuste ruder i butikken.

Da politiet nåede frem, fandt de en bil af mærket Ford, som var blevet brugt til rambuktyveriet. Billeder fra overvågningskameraer viser en grå Citroën C5 og muligvis også en sort Volvo stationcar, der kører væk fra stedet.

Det står endnu ikke klart, hvad tyvene er sluppet væk med fra guldsmeden, der ligger på Kræmmergade i den centrale del af Varde.