Dødsbrand startede i kvindens lejlighed

Brandårsagen efter den voldsomme brand, der kostede kvinde og barnebarn livet, er endnu ukendt

Den afdøde kvinde og hendes lille barnebarn opholdt sig i en lejlighed på tagetagen midt i boligblokken, da branden startede. (Foto: Ernst van Norde)
Den afdøde kvinde og hendes lille barnebarn opholdt sig i en lejlighed på tagetagen midt i boligblokken, da branden startede. (Foto: Ernst van Norde)

Politiets teknikere er tirsdag middag i gang med at finde årsagen til den voldsomme brand i Løgstør natten til i dag.

Branden kostede en 57-årig kvinde og hendes fire-årige barnebarn livet.

Politiet oplyste i første omgang, at den afdøde kvinde var 40 år, men nu har Nordjyllands Politi korrigeret hendes alder til 57.

- Branden er startet i kvindens lejlighed på øverste etage. Vi kender endnu ikke brandårsagen, men vores teknikere er nu i gang med efterforskningen, siger vicepolitiinspektør Bjarne Meng Pedersen til Ekstra Bladet ved brandtomten tirsdag formiddag.

Se også: Dødsbrand: Dreng døde i flammerne - kvinde styrtede i døden

Hele den øverste etage i ejendommen med opgangene 75a, b og c i Bredgade er totalt udbrændt.

- Efter anmeldelsen var hele tagetagen overtændt, så branden har formentlig været i gang i et stykke tid, oplyser vicepolitikommissær Bjarne Meng Pedersen.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger blev kvinden dræbt, da hun styrtede ud af et vindue under branden, mens drengen blev fundet død i lejligheden.

- Jeg så en mand holde kvinden ud af et vindue, men til sidst kunne han ikke holde hende længere, og så styrtede hun ned, fortæller Charlotte Jensen, som bor i en lejlighed skråt overfor branden.

Manden blev ifølge Ekstra Bladets oplysninger reddet over i en lift kort efter og kørt på sygehuset i en ambulance.

Se også: Politipatrulje forulykkede på vej til dødsbrand

Ifølge politiet er de to omkomne begge fra Congo. De er i familie, men politiet kender ikke de nærmere relationer.

Ekstra Bladet erfarer dog fra kilder i nabolaget, at der er tale om en mormor og hendes barnebarn.

Nordjyllands Politi kender endnu ikke de nærmere detaljer omkring branden, men politiet bekræfter, at kvinden blev fundet død nede på gaden, mens drengen blev fundet i lejligheden.

- Jeg ved ikke, om der har været en mand i lejligheden også. Det skal vores efterforskning vise, siger vicepolitikommissæren til Ekstra Bladet.

Ved 03-tiden var branden under kontrol, men der er sket store skader på ejendommen.

Årsagen til branden kendes ikke, men politiets teknikere vil i dag gå i gang med undersøgelser i brandtomten.

Se også: Fireårig dræbt i voldsom brand

Ud over de to omkomne kom seks personer tilskade. Ingen skulle dog være i livsfare.

28 personer måtte evakueres, og 17 af dem skal genhuses, da deres lejligheder er ubeboelige efter branden.