Syv dømt for fup med barselspenge

En 50-årig sagsbehandler er dømt for at snyde Københavns Kommune og Udbetaling Danmark. Hun udbetalte barselsdagpenge til fem kvinder, som ikke var på barsel

Kassen hos Københavns Kommune stod pivåben, men nu forsikrer kommunen, at der er strammet op. (Foto: Jakob Jørgensen)
Kassen hos Københavns Kommune stod pivåben, men nu forsikrer kommunen, at der er strammet op. (Foto: Jakob Jørgensen)

Der faldt straffe fra 30 dages betinget fængsel til ni måneders fængsel, da Københavns Byret fældede dom over en 50-årig sagsbehandler fra Københavns Kommune, hendes søn og svigerdatter samt fire kvinder, der uberettiget modtog barselsdagpenge, som den 50-årige udbetalte.

En af kvinderne er under svindelsagen blevet gravid. Så hun kan nu se frem til nye barselspenge - denne gang legale.

Københavns Kommune og Udbetaling Danmark blev snydt for godt 300.000 kr., som de syv dømte skal betale tilbage i fællesskab alt efter, hvor meget hver enkelt scorede på svindlen.

Den 50-årige sagsbehandler, der havde arbejdet i Københavns Kommune i mange år, senest i et flexjob, blev idømt otte måneders betinget fængsel og skal være under tilsyn af kriminalforsorgen.

Straffen blev gjort betinget, fordi hun er syg og ikke tidligere straffet.

Hun havde arbejdet med udbetaling af barselsdagpenge siden 2007 i kommunen og var flyttet til et nyt job i Udbetaling Danmark i Hillerød, da kommunens interne revision opdagede svindlen. Hun blev straks bortvist og anmeldt til politiet.

Se også: Fup på Rådhuset: Fik barselspenge uden børn

Sagsbehandlerens 25-årige søn fik den hårdeste straf på ni måneders ubetinget fængsel. Han og konen var bindeleddet til de fire kvinder, der fik udbetalt barselspenge på forskellige beløb fra 28.000 til 57.000 kr. Men retssagen afdækkede ikke præcist, hvordan kvinderne kom i forbindelse med ham, hans hustru og hans mor.

De fik barselsdagpengene sat direkte ind på deres bankkonti fra Københavns Kommune.

En 29-årig kvinde fik 60 dages betinget fængsel for hæleri. En 23-årig fik 30 dages betinget fængsel.

Den 30-årige svigerdatter fik otte måneders betinget fængsel og 200 timers samfundstjeneste.

En 20-årig fik 60 dages betinget fængsel og en 26-årig fik fire måneders betinget fængsel.

I starten nægtede alle sig skyldige, men under retssagen kom der visse tilståelser.

Københavns Kommune har efter svindelsagen strammet op på procedurerne for manuelle udbetalinger af barselsdagpenge, så alle udbetalinger nu bliver kontrolleret.

Alle på nær sønnen modtog dommene. Han overvejer at anke.