Fri efter 30 år: 'Tvunget til at tilstå voldtægt'

59-årige Stanley Wrice siger, at han blev tortureret til at tilstå en voldtægt for 30 år siden. Amerikaneren blev idømt 100 års fængsel, men er nu løsladt

Stanley Wrice (Foto: AP)
Stanley Wrice (Foto: AP)

Stanley Wrice er nu en fri mand.

Uanset at han i 1982 tilstod seksuelle overgreb og året efter blev idømt 100 års fængsel.

Ved en høring i går blev han løsladt efter at have afsonet 30 år.

Den nu 59-årige Wrice har i årevis sagt, at han blev tortureret til at tilstå voldtægt, at politifolk slog ham til, han indrømmede.

Hans sag er blot en af mange, som handler om at Chicago Police Department har tævet tilståelser ud af anholdte.

Dommer Richard Walsh sagde efter afgørelsen i går, at betjente havde løjet om, hvordan de behandlede Wrice.

En af hans advokater, Heidi Linn Lambros sagde efter afgørelsen, at Wrice 'klemte min hånd, kiggede på mig med tårer i øjnene og sagde, at han skyldte mig en dollar'.

De havde væddet den dollar, da hun lovede ham, at hun kunne få den 59-årige 'hjem inden jul'.

Anklagemyndigheden kan vælge at anmode om, at sagen går om, men de har endnu ikke sagt om de vil forsøge det.

Deres sag hæmmes af, at et vidne ved tirsdagens høring erkendte, at han fejlagtigt havde udpeget Wrice som den skyldige 'efter to betjente under kommando af den tidligere politichef Jon Burge havde tortureret den anholdte'.

Wrice er den foreløbig seneste i en række af mænd, som i de senere år er blevet løsladt fra fængslet netop med den begrundelse, at de blev tævet og tortureret af betjente, som var under kommando af Burge. Snesevis af dømte, startende i 1970'erne, hævder at de blev tævet og truet til at tilstå forbrydelser fra væbnede røverier til drab.

Wrive forklarede under høringen, at han var blevet slået af to betjente med en lommelygte og et halv meter langt stykke gummi. De samme våben, som ifølge advokaten Lambros, er blevet brugt mod andre uskyldigt dømte.

Betjentene nægtede at vidne under høringen, da de henviste til deres forfatningsmæssige ret til at være tavse, hvis de selv kan blive dømt for kriminelle handlinger.

Ingen betjente fra Chicago er dømt for at have tævet anholdte, men Burge blev i 2010 dømt for at lyve i en civilsag og han afsoner fire et halvt års fængsel for 'mened og for at obstruere retfærdigheden'. Han nægter at have forårsaget eller deltaget i tortur af anholdte. Byen Chicago har brugt millioner af dollar på sager der vedrører ham.

Den tidligere guvenør i Illinois George Ryan satte effektueringen af dødsstraf i stå i år 2000 med henvisning til, at netop betjentenes tortur kan ligge til grund for nogle af dødstraffene.

Staten afskaffede dødsstraf i 2011.