Thailands oppositionsleder tiltalt for drab

Tidligere premierminister er anklaget for at have ladet sikkerhedsstyrker meje demonstranter ned i 2010

Thailands tidligere premierminister Abhisit Vejjajiva er torsdag blevet tiltalt for drab for sin rolle i de blodige militærovergreb, som fandt sted i 2010.

Flere end 90 mennesker mistede livet, og næsten 1900 blev kvæstet under de såkaldte rødskjorte-demonstrationer i Thailands hovedstad, Bangkok. Under Abhisit Vejjajivas styre slog kampklædte sikkerhedsstyrker hårdt ned på demonstranterne.

Abhisit og hans tidligere vicepremierminister, Suthep Thaugsuban, er begge anklaget for at have ladt sikkerhedsstyrker bære og bruge de skarpladte våben, som kostede flere demonstranter livet. Begge har tidligere nægtet sig skyldige.

Abhisit er i dag leder af oppositionen. Tiltalen mod politikeren kommer efter ny politisk uro i landet, hvor vrede demonstranter har krævet regeringens afgang.

Thailands premierminister, Yingluck Shinawatra, valgte mandag at opløse parlamentet og udskrive nyvalg.