Asylbande fra Sandholm bag villaindbrud til millioner

En bande asylansøgere fra Sandholmlejren i Nordsjælland er tiltalt for knapt 100 villaindbrud med et samlet udbytte på flere millioner kr.

Seks serbere og albanere søgte asyl i Danmark, men de kom for at begå indbrud, mener politiet. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)
Seks serbere og albanere søgte asyl i Danmark, men de kom for at begå indbrud, mener politiet. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)

Seks asylansøgere fra Serbien og Albanien, der var indlogeret i Sandholmlejren i Nordsjælland, står ifølge politiet bag organiserede villaindbrud over store dele af Sjælland og enkelte i Jylland.

To villaejere, der overraskede tyvene, blev udsat for vold og trusler, så indbrudene endte som rene røverier. En beboer i Charlottenlund blev truet med pistol til at klæde sig nøgen og fik besked på, at han ville blive slået ihjel og hans hus brændt ned.

En af albanerne er på 'tålt ophold' i Sandholm, men han står nu sammen med de øvrige asylansøgere til hårde fængselsdomme og udvisninger, hvis de bliver fundet skyldige i at have begået knapt 100 villaindbrud med et samlet udbytte på 2,6 millioner kr.

Den formodede hovedmand i indbrudsbanden er albaneren, som er på 'tålt ophold', fordi hjemlandet Albanien hidtil har nægtet at tage imod ham.

Der var nemlig tvivl om hans identitet, men han skal nu være endeligt identificeret af myndighederne, så han kan udvises, når en eventuel straf er afsonet, erfarer Ekstra Bladet.

'Operation Zeeland'
Albaneren ejede en bil, som blev spottet ved et indbrud på Sjælland og sporet til Sandholmlejren. Det var starten på en stor efterforskning kaldet 'Operation Zeeland', som Task Force Indbrud har stået for, og som nu har ført til et 34 sider langt anklageskrift mod de seks asylansøgere.

De er tiltalt for organiseret indbrudskriminalitet samt tre af dem for røveri.

En sammentælling af de mange indbrud viser et udbytte på mindst 2.594.358 kr. Men politiet har stort set ikke fundet nogen af de hundredevis af tyvekoster. De er solgt eller sendt ud af landet.

Indbrudstyvene er specielt gået efter smykker, mobiltelefoner, bærbare computere og kontanter. Udbyttet har været fra sølle en liter letmælk og en liter koldskål til 30 kroner til to indbrud, hvor der blev stjålet smykker for 320.000 i Silkeborg og 381.000 kr. i Guldborg.

Truede beboer til at strippe
To af asylansøgerne er tiltalt for et røveri og vidnetrusler den 13. april i år i Charlottenlund, hvor beboeren blev truet til at aflevere 7700 kr. Han blev skubbet og blev flere gange truet med at blive slået ihjel. De sigtede på ham med en pistol, tvang ham til at klæde sig af, og truede med at brænde huset ned.

Den 1. juli deltog den ene af asylansøgerne fra røveriet i Charlottenlund ifølge tiltalen i et nyt røveri sammen med to andre af indbrudstyvene, blandt dem bandens albanske formodede hovedmand.

Det skete i Nørre Alslev, hvor de tre tyve blev overrasket af beboeren, som forsøgte at holde dem tilbage. De slog ham i hovedet, og flygtede med en bærbar pc, et kamera, en ring og kontanter til 5000 kr.

Retssagen mod asylbanden starter fredag ved retten i Lyngby og strækker sig over 10 retsdage. Dommen ventes den 31. januar næste år.

Tunge postpakker med tyvekoster
Task Force Indbrud, der har hovedkvarter hos politiet i Nordsjælland, kæmper en sej kamp mod østeuropæiske indbrudsbander, som kommer til Danmark alene for at begå kriminalitet.

- De kommer i kort tid, laver mange indbrud og så er de væk igen, siger chefen for TFI Karl Erik Agerbo til Ekstra Bladet.

I øjeblikket efterforsker TFI en sag mod 11 rumænere, der alle sidder varetægtsfængslet. De kommer fra samme by Tulsea i Rumænien tæt på grænsen til Moldavien. De mistænkes for omkring 100 villaindbrud, hvor de har sendt tyvekosterne hjem til Rumænien i postpakker.

Det var Post Danmark, der slog alarm, og politiet fik opsnappet fem postpakker på hver 20 kilo, der var proppet med tyvekoster. Pakkerne blev sendt fra forskellige posthuse i København. Seks rumænere blev anholdt i forbindelse med pakkerne, mens fem andre blev anholdt senere.

De har opholdt sig på herberger i København og på det billige Hotel Continent på Nørrebrogade, hvor politiet tidligere har anholdt mange kriminelle rumænere.

- Vi mener, de er omrejsende kriminelle, som har haft hjælpere her i landet, der blandt andet har forsynet dem med biler, siger Karl Erik Agerbo.

1 af 2 Østbander står for hovedparten af de mange villaindbrud i Danmark. I én sag blev tyvekosterne sendt med pakkepost til Rumænien. (Foto: Thomas Borberg/Polfoto)
2 af 2 Seks serbere og albanere søgte asyl i Danmark, men de kom for at begå indbrud, mener politiet. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere