Ejer af MC-butik om væbnet røver: Han er ikke rigtig klog

Niels Aage Rasmussen ejer Feldballe Mc Center, hvor en ekspedient blev skudt torsdag eftermiddag

Ejeren af Feldballe Mc Center ,Niels Aage Rasmussen, har aldrig oplevet noget lignende. (Foto: team 112-Aahus)
Ejeren af Feldballe Mc Center ,Niels Aage Rasmussen, har aldrig oplevet noget lignende. (Foto: team 112-Aahus)

- Jeg har lige talt med T, der stod i butikken. Han er okay efter omstændighederne, men han er naturligvis meget rystet over, at nogen kunne finde på at skyde efter ham, siger Niels Aage Rasmussen. Han ejer Feldballe Mc Center, hvor en ansat torsdag eftermiddag blev skudt med en pistol.

Se også: Skudt under røveri: Ekspedient i chok

- Den strejfede ham heldigvis kun på skulderen, Men alligevel. Man er da ikke rigtig klog, hvis man begår væbnet røveri i en butik med overvågning - og så skyder efter mine ansatte, fortæller 63-årige Niels Aage Rasmussen, der har haft Feldballe Mc Center i mere end tyve år. Han er også selv meget chokeret over oplevelsen.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende - og håber da heller ikke, jeg kommer til det. Jeg har virkelig ondt af T.

Gik efter penge
Den 28-årige ekspedient, der stadig befinder sig på skadestuen, har også fortalt ejeren, at tyven gik direkte efter kontanter og ikke andre af butikkens varer. Niels Aage Rasmussen har ikke selv været forbi butikken efter overfaldet, da han lige nu befinder sig på Lolland Falster på kursus.

- Det er meget mærkeligt at sidde her uden at kunne gøre noget. På den anden side er der jo ikke så meget, jeg kan gøre. Det sagde politiet også. Så jeg kører hjem i morgen tidlig og får styr på det hele.

Røveren beskrives som 170-180 cm høj med brunt hår og kraftige øjenbryn. Under røveriet var han iført mørkt tøj, og han havde et tørklæde for ansigtet.

Politiet ved ikke, hvordan han kom væk fra forretningen, men vil meget gerne høre fra folk, som måtte have bemærket noget usædvanligt i området torsdag eftermiddag.