Beruset 16-årig lemlæstet: Restaurationer får bøder

To udskænkningssteder bliver straffet, efter en beruset 16-årig mistede begge sine underben

Påkørslen skete på togstationens normale perronområde, der er åbent for rejsende. (Foto: Rene Schütze)
Påkørslen skete på togstationens normale perronområde, der er åbent for rejsende. (Foto: Rene Schütze)

To udskænkningssteder bliver nu straffet, efter en 16-årig dreng fra Frederikshavns-området mistede begge sine underben, da han blev påkørt af et tog på banegården i Frederikshavn.

Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Den 16-årige TB fra Strandby i Nordjylland endte efter en våd julefrokost med kollegerne fra sit fritidsjob, med at falde i søvn på banegården. Her lå han på jorden med sine ben på togskinnerne.

Se også: Kørt over af tog efter våd julefrokost

TB blev beruset i forbindelse med besøg på to udskænkningssteder, men da der er tale om en 16-årig, er det ulovligt at servere alkohol for ham. Politiet har derfor sendt bøder til udskænkningsstederne.

Til gengæld har politiet opgivet at stille drengens arbejdsplads, som holdt julefrokosten, til ansvar for at have ladet den 16-årige drikke.

- Det er meget svært at gå ind og pådrage et strafferetsligt ansvar, siger advokaturchef Torben Kaufmann Sørensen til avisen, og påpeger, at der er stor forskel på et etisk og et retsligt ansvar.

Se også: 16-årig stærkt beruset da tog kørte hans ben af

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra de to udskænkningssteder.