Fulderik flygtede fra solouheld

En 37-årig mand forsøgte at stikke af, efter han var rullet rundt i sin bil ved Dronninglund

Den 37-årige fører slap fra solouheldet uden større skader. (Foto: Rene Schütze)
Den 37-årige fører slap fra solouheldet uden større skader. (Foto: Rene Schütze)

En 37-årig mand vidste tilsyneladende godt, at den var helt gal, da han kort før middag forulykkede på en lige landevejsstrækning ved Dronninglund i Nordjylland.

- Der er tale om et solouheld, hvor bilen rullede rundt på taget, og efter uheldet forsøgte manden at flygte fra stedet, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi.

Flugten varede dog ikke længe.

- En af vores patruljer var på stedet kort tid efter, og de fik ret hurtigt visuel kontakt med manden, der småløb på den lige landevej, oplyser vagtchefen.

Betjentene indhentede hurtigt manden og kunne konstatere, at han var beruset.

- De var slet ikke i tvivl om, at han var fuld, så de foretog ikke en gang en udåndingsprøve, siger vagtchefen.

Manden, der slap fra uheldet uden nævneværdige skader, kan nu se frem til en julehilsen fra politiet i form af en sigtelse for kørsel i alkoholpåvirket tilstand.