Flere sårede i amerikansk skoleskyderi

På en skole i den amerikanske stat Colorado er flere personer blevet såret af skud - skoleskyderiet sker dagen før årsdagen på skolemassakren i Newtown, hvor 20 børn og seks voksne blev dræbt

Skyderiet har fundet sted på Arapahoe High School i byen Cantennial, der ligger lidt uden for storbyen Denver. (Foto: AP)
Skyderiet har fundet sted på Arapahoe High School i byen Cantennial, der ligger lidt uden for storbyen Denver. (Foto: AP)

En studerende åbnede fredag ild på en skole i Colorado, hvor han sårede en medstuderende før han dræbte sig selv, siger de amerikanske myndigheder ifølge NBC News.

En tredje studerende blev også såret under skyderiet.

Ifølge den lokale avis Denver Post er en af de to sårede i kritisk tilstand.

Denver Post skriver endvidere, at der er blevet fundet en form for anordning. Det undersøges, om der er tale om sprængstof.

Gerningsmanden, en mandlig studerende, fortalte at han ledte efter en bestemt lærer, da skyderiet begyndte omkring kl 12.30 amerikansk tid på Arapoe High School i Centennial uden for Denver. Det fortæller sherif Grayson Robinson til NBC News.

- Eleven identificerede en specifik lærer på skolen, som han ville konfrontere, og den lærer blev informeret om situationen og forlod hurtigt skolen, oplyser Robinson.

Politiet er mødt talstærkt frem til stedet.

Sheriffen fortæller også, at efterforskerne kendte mandens identitet, og snakkede med hans familie.

Det ene offer, som er mindreårig, skulle være bragt til et hospital i nærheden af skolen.

Skolen samt andre skoler i nærheden er efter skyderiet lukket, rapporterer flere medier.

Denver Post skriver, at der også er udbrudt brand på skolen.

Redningsmandskabet har bedt forældrene til eleverne om at hente dem ved et supermarked i nærheden.

Skolen har over 2200 elever og 70 klasseværelser.

Skoleskyderiet sker dagen før årsdagen på skolemassakren i Newtown i staten Connecticut 14. december 2012, hvor 20 børn og seks voksne blev dræbt.

Det satte igen gang i debatten om den amerikanske våbenlov, men præsident Barack Obamas forslag om en stramning af våbenloven blev dog forpurret af Senatet i Washington i april.

Arapahoe High School ligger i nærheden af Columbine High School, hvor 12 elever og en lærer blev dræbt i 1999.

I byen Aurora blev fire mennesker sidste år dræbt under en massakre i en biograf under premieren på en Batman-film.