Ville redde kvinde: Dræbt på vej hjem fra egen bryllupsfest

En nybagt amerikansk ægtepar blev ramt af en ufattelig tragedie på vej hjem fra bryllupsfest, da manden ville redde forulykket kvinde

49-årige William Riley Knight blev kørt ihjel kun få timer efter sit bryllup. (PRIVATFOTO/FACEBOOK)
49-årige William Riley Knight blev kørt ihjel kun få timer efter sit bryllup. (PRIVATFOTO/FACEBOOK)

En kvinde fra den amerikanske stat Indiana oplevede noget nær det værst tænkelige mareridt, da hun lørdag aften lokal tid var på vej til et hotel efter sin egen bryllupsfest.

Med sin nygifte 49-årige mand, William Riley Knight bag rattet, kørte kvinden, Nikki Knight, mod et hotel i nærheden af det sted, hvor de få timer forinden havde holdt reception efter deres bryllupsceremoni.

'Vi er nødt til at stoppe'
På vej mod hotellet kom de dog forbi en bil, der var kørt i grøften i vejsiden, og William Knight, der i 12 år havde gjort tjeneste i den amerikanske hær, standsede i nærheden og steg ud af bilen for at hjælpe kvinden i bilen.

- Han sagde: Vi er nødt til at stoppe. Det er sent, og de har brug for hjælp, har Nikki Knight forklaret til Chicago Sun-Times om episoden, der hurtigt skulle forvandle sig til et sandt helvede.

Mens Nikki Knight blev i bilen, lykkedes det for hendes mand at redde den 42-årige Linda Darlington ud af den forulykkede bil.

Hørte et højt bump
Fra sin plads i bilen kunne hun dog pludselig høre et højt 'bump' udenfor. Det hun troede var en bil, der ramte en snedrive, var i stedet lyden af hendes mand og den 42-årige kvinde, der blev ramt tre biler i træk.

Den sygeplejerske-uddannede Nikki Knight kunne selv konstatere, at begge personer var dræbt på stedet, hvilket blev bekræftet da redningsfolkene ankom. Så i stedet for at ligge trygt i sengen på bryllupsnatten kunne hun se den mand, hun få timer forinden havde giftet sig med, ligge død på asfalten.

- Jeg gik fra at være nygift til at være enke på under 48 timer. Fra den bedst mulige følelse til den værst tænkelige, siger hun til Chicago Sun-Times.

Foruden sin kone efterlader William Knight to døtre fra et tidligere forhold samt en stedsøn og en steddatter.

Ifølge Chicago Sun-Times har politiet ikke rejst nogen sigtelser i sagen, idet de betragter det som en tragisk ulykke, hvor førerne af de implicerede biler ikke kan bebrejdes for tragedien.