Lig i grav kan være teenagepige

Britisk politi, der eftersøger den forsvundne teenager Jayden Parkinson, siger de har fundet et lig i en andens grav i Oxfordshire

Liget af den 17-årige teenagepige Jayden Parkinson, menes at være fundet i en grav. (Foto: Zuma Press)
Liget af den 17-årige teenagepige Jayden Parkinson, menes at være fundet i en grav. (Foto: Zuma Press)

Britisk Politi har fundet et lig i en grav på en kirkegård i Didcot, Oxfordshire. De mener, at det er liget af den 17-årige teenagepige Jayden Parkinson, der forsvandt den 3. december efter hun sidst blev set forlade togstationen i den samme by.

Det skriver den britiske netavis Daily Mail.

Identifikationen af liget er endnu ikke overstået officielt, men politiet mener altså, at der er tale om de jordiske rester af teenageren.

- Vi kan bekræfte, at vi har fundet et lig i en nyligt forstyrret grav i All Saints Church, Didcot, siger politiet i Thames Valley i en udtalelse.

- Vi mener, at det er liget af den forsvundne teenager Jayden Parkinson, men vi mangler stadig en endelig identifikation.

Jaydens familie er blevet informeret, og får støtte af specialtrænede betjente.

- Vore tanker er med dem i denne ekstremt svære, og uroprægede tid, siger politiet.

Betjente og retsmedicinere arbejder fortsat på kirkegården.

Mere end 100 uniformerede betjente har været på sagen, og er blevet bakket op af The National Crime Agency, siden hun forsvandt.

1 af 2 Betjente og retsmedicinere arbejder fortsat på kirkegården. (Foto: Pa Photos)
2 af 2 Liget af den 17-årige teenagepige Jayden Parkinson, menes at være fundet i en grav. (Foto: Zuma Press)