Stort tyverov fundet: Mangler du et smykke?

Midt- og Vestjyllands politi har gjort et kæmpe fund ved anholdelse af tre østeuropæere. Se på link i artiklen, om dit smykke er iblandt

(FOTO: POLITI)
(FOTO: POLITI)

Bor du i Jylland og har du for nylig mistet din vielsesring eller andre værdifulde smykker, kan der være håb forude for at julen bliver en tand bedre af et gensyn med dine tabte værdier.

Midt- og Vestjyllands Politi har nemlig fået fat i intet mindre end 192 stjålne smykker, som kom i politiets besiddelse, efter de 10. december stoppede en varevogn med to østeuropæere ved Skive.

- Da vi i første omgang skilte bilen ad fandt vi iPads og telefoner og sådan nogle forskellige ting, som vi umiddelbart kunne lægge fast på tre forskellige indbrud. Derudover fandt vi 60.000 kroner og 20.000 euro i nye sedler, siger Lars Mikkelsen, der er vicepolitikommissær ved lokalpolitiet i Skive.

Smykker for en halv million
Politiet vurderer, at bilen var på vej ud af landet, hvor tyvekosterne kunne blive solgt. Og bilens indhold kunne have indbragt et betragteligt beløb.

- Da vi efter et par dage fik undersøgt bilen grundigere fandt vi en plastikindpakning i motorrummet, hvori der lå et kilo smykker, siger han.

De 192 stjålne smykker blev gjort op til samlet set at have en værdi på omkring en halv million kroner.

Politiet kunne relatere smykkerne til asylcentret i Hanstholm, hvor de efterfølgende anholdt en hviderusser. Hans formodede makker var dog ikke til stede, og han er derfor eftersøgt hos politiet.

Ved ransagning i asylcentret fandt politiet yderligere en mængde iPads og telefoner, som de kunne relatere til de tre kendte indbrud.

Hele Jylland
Politiet har fået henvendelser fra borgere fra en lang række jyske byer, så politiet nu er oppe på i alt 17 gerningssteder, men man forventer at kunne koble smykkerne til langt flere. Blandt andet kan man koble tyverierne til indbrud i Aabybro, Auning, Fjerritslev, Thyholm, Struer og Skive.

- Der er tale om rigtig mange vielsesringe med navne i, så det tyder på, de har været rigtig mange steder. Og de bynavne vi har gerningssteder i er godt spredt ud over hele Jylland, fortæller Lars Mikkelsen.

De tre anholdte personer sidder nu sammen varetægtsfængslet frem til 7. januar, mens politiet efterforsker yderligere.

Hvis du har mistet nogle smykker, kan du se en liste over de fundne smykker på linket herunder. Herefter skal du tage kontakt til lokalpolitiet i Skive. Se mere om hvordan i linket herunder.

Se alle smykkerne her

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere