Rasmus familie: Vi er helt smadret

Familien til Rasmus Hansen, der formentlig er identisk med den mand, der torsdag middag blev fundet død i Køge Havn, er dybt ulykkelige

Foto: Privat
Foto: Privat

Familien til 18-årige Rasmus Hansen havde indtil det sidste håbet på, at den18-årige mand ville blive fundet i live. Dog brast alt håb, da de tidligere på dagen fik besked om, at man havde fundet en person i Køge Havn, og at personen med stor sandsynlighed er deres Rasmus, der har været forsvundet i næsten syv uger.

Rasmus var den 2. november til en fodboldafslutning og derefter i byen i Køge. Han kom aldrig hjem.

- Det er så uvirkeligt og uretfærdigt. Rasmus var sådan en sød og fornuftig dreng, der passede sin skole og sin fodbold. Der var aldrig problemer med ham, siger Rasmus bonusfar gennem 13 år, Lennart Toft, til Ekstra Bladet torsdag aften.

Se også: Rasmus formentlig fundet død i vandet

Siden nyheden nåede huset i Ølsemagle ved Køge, er venner og familie kommet strømmende til.

- De er kommet dumpende gennem dagen for at støtte os. Det er meget rørende, siger han og fortsætter gennem tårer:

- Vi er helt smadrede. Vi kan stadig ikke fatte, at det nok er ham.

Liget af en 52-årig kvinde blev i februar 2013 fundet ved Fanø. Plus De blev fundet i vandet

Familien har ikke selv identificeret Rasmus, og de ved heller ikke, om de kan overskue at se ham.

- Politiet siger, at vi skal overveje det nøje. Men jeg ved ikke noget lige nu. Jeg er bare så ked af det.

Kristian Egekær har tidligere sagt til Ekstra Bladet, at der ikke er noget der tyder på, at Rasmus Hansen har været udsat for noget kriminelt.

- Det skal ligsynet selvfølgelig fastlægge. Men umiddelbart er der intet, der tyder på det.

Indtil videre opfatter vi det som en virkelig tragisk ulykke.

Vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi siger her til aften til Ekstra Bladet, at man gennemfører ligsyn fredag og indtil da vil de ikke kunne sige nærmere om identiteten på den dødfundne.