400 forgiftet under julefrokost

Kæmpe julefrokost i Kjellerup i Midtjylland endte i sygdom, da maden var for dårligt afkølet under opbevaringen

En for langsom nedkøling af maden har udløst en kæmpe madforgiftning under en julebuffet i Arena Midt i Kjellerup i Midtjylland.

Ifølge TV Midt-Vest blev 400 af julefrokostens 850 gæster ramt.

- Maden skal køles ned på max tre timer, ellers får bakterierne alt for gode forhold. Det er en meget vigtig proces, når man har med mad at gøre, siger Niels Jakob Lund fra Fødevarekontrollen Nord til tv-stationen.

Ledelsen i Arena Midt erkender miseren.

- Der er ingen, der skal gå herfra og være dårlige. Normalt har vi et rigtigt godt ry, og vi har afholdt lignende arrangementer flere gange. Nu tager vi alle nødvendige skridt for at forhindre, at det nogensinde sker igen, siger Søren Andersen, der er centerchef i Arena Midt, der ifølge TV MIdt-Vest står til en bøde på 60.000 kroner og en sur smiley.

Hvis du ved noget eller var blandt de forgiftede så fortæl os om det - send en sms på 1224 eller en mail til 1224@eb.dk