400 madforgiftet: Det må bare ikke ske

'Arena Midt' i Kjellerup har fået en sur smiley og en bøde på 60.000 kroner, da tarteletfyld sendte 400 gæster på lokum med diarré

Mens tallerkenerne stadig var tomme og alt var fryd og gammen. Men så kom tartelet-fylden, og så stod den på tyndskid for 400 julefrokostdeltagere i Kjellerup. (Privatfoto).
Mens tallerkenerne stadig var tomme og alt var fryd og gammen. Men så kom tartelet-fylden, og så stod den på tyndskid for 400 julefrokostdeltagere i Kjellerup. (Privatfoto).

- Vi bruger aldrig frivillige til vores store arrangementer med mange gæster og masser af mad. Vi vil ikke risikere, at det går ud over kvaliteten. Lige nu kan jeg godt høre, at det argument klinger hult.

Det siger Søren Andersen, leder af Arena Midt i Kjellerup i Midtjylland, hvor 400 gæster fik madforgiftning efter en kæmpe julefrokost 30. november med 850 deltagere.

Søren Andersen fik dagen efter en grim mistanke, om at noget af maden ikke havde været i orden, da flere og flere ringede og fortalte, de havde fået diarré.

- Jeg kunne godt se, hvor det bar hen, så jeg kontaktede selv fødevarekontrollen samme aften.

Se også: 400 forgiftet under julefrokost
Kontrollen udspurgte de mange gæster dagen efter og kunne derefter konkludere, at det var tarteletfylden, den var gal med. I hvert fald havde en af de store tyve liters gryder havde ikke været ordentlig nedkølet, lød vurderingen, og det sendte næsten halvdelen af de 850 julefrokost-gæster på tønden.

Det har nu vekslet Søren Andersens elitesmiley til en sur smiley og kostet ham en bøde på 60.000 kroner.

- Det er møgirriterende og må bare ikke ske. Jeg kan ikke gøre det om, men nu får jeg installeret et nyt og bedre køleanlæg, så det ikke gentager sig, siger Søren Andersen til Ekstra Bladet.

Hvis du var blandt de forgiftede så fortæl os om det - send en sms på 1224 eller en mail til 1224@eb.dk