Dømt for grusom voldtægt: Fortsatte efter kvinden var død

Kvinde døde under voldtægt i Stockholm - sexkrænker dømt til udvisning

Det var i et garageanlæg under dette hotel i Stockholm, den brutale voldtægt ifølge politiet fandt sted. (Foto: Google Streetview)
Det var i et garageanlæg under dette hotel i Stockholm, den brutale voldtægt ifølge politiet fandt sted. (Foto: Google Streetview)

En yderst brutal voldtægtssag sluttede i går i Stockholm. Her blev en 34-årig dømt for at have sexkrænket en kvinde i et garageanlæg i den svenske hovedstad.

Dommen lød på fem års fængsel og udvisning - det skriver expressen.

Kvinden var svært påvirket af både sprut og stoffer - og dermed værgeløs. Ifølge anklageskriftet døde kvinden under voldtægten af en kombination af medicin, narko og alkohol, hvilket dog ikke stoppede gerningsmanden.

Gerningsstedet var garageanlægget under Hotel Sheraton i Vasagatan, og tidspunktet var tidligt om morgenen 27. september. Her blev politiet tilkaldt, fordi der var indgået anmeldelse om, at to mænd havde sex med en bevidstløs kvinde.

Anklageskriftet beskriver, hvordan den 34-årige, der ifølge Fria Tider er somalier, var ved at gennemføre analt samleje, da politiet ankom. Et hurtigt tjek viste, at kvinden ikke havde nogen puls.

Og derfor var manden oprindeligt også tiltalt for usømmelig omgang med lig. Men retten fandt ikke det forhold bevist.

I første omgang krævede anklageren at få manden varetægtsfængslet for drab, men dommeren mente ikke, der var bevis nok.

Ifølge anklageren var der heller ikke nok beviser til, at den anden mand, der blev set på gerningsstedet, kunne sigtes i sagen.

Den 34-årige har nægtet sig skyldig. Til politiet har han forklaret, at der var tale om frivillig sex.

- Kvinden var døende og stærkt påvirket af både alkohol og stoffer. Jeg mener ikke, at hun i den tilstand har været i stand til at give samtykke til sex, siger anklager Daniel Johnson til Ekstra Bladet.

Obduktionen viste, at kvinden havde indtaget både alkohol, kokain og receptpligtig medicin. Kombineret med et slidt fysisk helbred kostede det hende livet. Anklageren beskriver dødsfaldet som et misbrugsrelateret ulykkestilfælde.

Ud over den omtalte sag var den 34-årige også tiltalt for en anden voldtægt begået 13. august. Også her var kvinden værgeløs på grund af påvirkning af alkohol og stoffer.

Ifølge anklageskriftet skete det på Hammarbybacken i Stockholm.