Et juleeventyr: Fik stjålen pung tilbage

En kvindelig kunde i Kvickly fik 'tryllet' Lene Sørensens pung ned i sin egen taske og forsvandt med den. Læs den utrolige beretning om, hvordan Lene fik sin pung tilbage

Det var her ved kasse 4 i Kvickly på Nørrebrogade i København, at Lene Sørensens pung i et ubemærket øjeblik  'forsvandt' ned i en fremmed dames net.Pist væk var pungen med alle pengene til julegaver (Foto: Jonas Olufson)
Det var her ved kasse 4 i Kvickly på Nørrebrogade i København, at Lene Sørensens pung i et ubemærket øjeblik 'forsvandt' ned i en fremmed dames net.Pist væk var pungen med alle pengene til julegaver (Foto: Jonas Olufson)

- Jubii, julen er reddet.

Lene Sørensen, 49, sekretær på Rigshospitalet, har gennemlevet et rent juleeventyr de sidste dage. Onsdag i denne uge mistede hun sin pung i Kvickly på Nørrebrogade i København, da hun var ude at handle.

I pungen var 1500 kroner i kontanter, tre gavekort til en værdi af 1000 kroner, hende og sønnens sygesikringskort samt diverse andre kort.

Torsdag aften fik Lene Sørensen sin pung med hele indholdet tilbage på Bellahøj politistation. Men inden da nåede Lene Sørensen at ringe til Ekstra Bladet og klage sin nød over politiet.

Sådan sikrer butikkerne sig

Langt de fleste butiksejere foretrækker at investere sikkerhedskronerne i menneskelig sikring, som eksempelvis butiksdetektiver, vagtværn og uddannelse af personalet. Det er også på denne måde, at langt de fleste tyver afsløres.

38,6 % af butikstyvene afsløres på ovenstående måde, og hele 45,7 % af de tyvagtige ansatte afsløres af kolleger, vagter eller butiksdetektiver. Nummer to på listen over mest effektive afsløringsmetoder er videoovervågning. Næsten hvert fjerde butikstyveri (24,1 %) afsløres af overvågningskameraer, selvom udgifterne til overvågning kun udgør 9 % af det samlede sikringsbudget.

Selvscanning eller self-checkout-kasser vinder mere og mere frem, men der er forskellige holdninger til, havd det betyder for svindets omfang. Man kan forvente, at nogle kunder vil udnytte, at der ikke er en medarbejder til stede, når varerne skal scannes og undlade at scanne varerne. Men omvendt kan den øgede mængde af software og sikkerhed i forbindelse med brugen af selvscanning også betyde reduceret svind i butikker, hvor personalet er årsag til en stor del af svindet.

E-handel er også udsat for svind, men her foregår svindlen på andre måder. Svindel ved afgivelse af ordrer er en typisk måde at svindle på i forbindelse med e-handel (0,53 %). Stjålne betalingskortkort er en anden udbredt måde at svindle på (0,32 %).

Kilde: Infratek Sikkerhed



Ekstra Bladet rykkede straks ud, og vi kan derfor fortælle hele den usædvanlige historie, som fik en lykkelig udgang.

- Jeg er bare så lykkelig, siger en glad Lene Sørensen, der er enlig mor.

Onsdag aften var hun i Kvickly på Nørrebrogade for at købe ind. Da hun havde betalt sine varer ved kasse 4 klokken ca. 17.30 og var ved at gennemgå bonen, opdagede hun en fejl, og hun blev bedt om at gå over i 'tobakken' for at få penge tilbage.

Se også: Han lurer, stjæler og ripper dit kort

- Straks da jeg kom derover, blev jeg klar over, at jeg ikke havde min pung. Jeg for tilbage til kasse 4 og råbte og skreg om min pung. At jeg havde glemt min pung ved rullebordet ved kassen. Væk var den. Jeg var fuldstændig rundt på gulvet. Jeg havde hævet penge til julegaver, og der var tre gavekort og alle mine kort og to sygesikringskort i pungen. Grædende ringede jeg så hurtigt som muligt til Københavns politi, fortæller hun og fortsætter:

- De spurgte, om jeg vidste, om der var videoovervågning i Kvickly. Torsdag formiddag ringede jeg til Kvickly og forklarede dem situationen. Mens jeg var i røret, kørte de videoovervågningsbåndet igennem fra det pågældende tidspunkt. Jeg forklarede dem, hvordan jeg så ud, og hvad jeg havde på, og de fandt frem til mig. På båndet kunne man ligeså tydeligt se, hvem der tog min pung. Det var en kvinde på min egen alder, som stod i køen lige efter mig. På båndet ser man, at hun lægger sine handsker ovenpå min pung og kort efter tager handskerne og pungen, og man ser mig komme løbende og skrige efter pungen, uden at hun reagerer.

Se også: Lommetyve går efter unges smartphones

- Jeg er selv så flov, fordi jeg var overbevist om, at det var en ung mand i køen, som havde taget pungen, og jeg havde oplyst det til politiet, da jeg anmeldte det onsdag aften. Det er frygtelig flovt og pinligt, siger Lene Sørensen.

Torsdag eftermiddag henvendte Lene Sørensen sig til Bellahøj politi med hele bevismaterialet fra Kvickly. Et USB-stik med videovervågningen, der viser, hvordan kvinden i køen får Lenes pung ned i sit net. Samt oplysninger om kvindens dankortnummer og en udskrift af, hvad hun havde købt. Pizza, fyrfadslys, shampoo og balsam for ialt 139,70 kr.

Se også: Antallet af lommetyverier eksploderer

- Da jeg afleverede hele bevismaterialet til politiet, fik jeg at vide, at de havde travlt, og at jeg var nummer 800, der havde indgivet anmeldelse, så de ikke kunne sige noget om, hvornår der ville ske noget, men at jeg ville få et brev en af dagene.

- Jeg var ved at tude, og jeg begyndte at råbe op om, at jeg er enlig mor, og hele julen var ødelagt. Og her kom jeg med hele bevismaterialet, så det måtte jo være nemt at finde frem til kvinden. Jeg var fuldstændig slået ud over den besked.

Lene Sørensen gik herefter hjem og ringede til Ekstra Bladet. Vi rykkede ud til hende med det samme, og mens vi sad og snakkede om sagen, ringede en politibetjent fra Bellahøj Politi.

Lene Sørensens pung var blevet bragt til veje.

Se også: Asylansøgere anholdt for lommetyveri i tog

Politiet i serviceskranken havde forbarmet sig over Lene Sørensen, og havde via Lene Sørensens oplysninger fundet frem til kvinden, som havde taget hendes pung og havde ringet hende op.

- Politiet fortalte mig, at kvinden var blevet vældig forskrækket, da politiet kontaktede hende. Hun påstod, at der var tale om en misforståelse, og at hun først lige havde opdaget pungen i sit net. Politiet oplyste hende om, at hun ville undgå en sigtelse, hvis hun øjeblikkelig stillede med pungen på Bellahøj politistation. Og det gjorde hun.

Se også: Færre gider stjæle mormors taske

Ekstra Bladet var med, da Lene Sørensen ved 18-tiden fik udleveret sin pung hos Bellahøj Politi.

- Jeg er bare super glad nu. Pungen og pengene til mine julegaver er bragt til veje. Tusind, tusind tak til alle, der har hjulpet mig.

Politikommissær Ove Randrup, Københavns Politi, Station City, der kører en målrettet operativ efterforskning på området vedrørende lommetyverier, tricktyverier og pinkortafluringer og tyverier fra pengeautomater oplyser, at der fra 2010 til 2013 er sket en generel stigning på 50 procent af sagerne. Fra 1. januar 2010 -1. september 2010 blev der anmeldt 15.405 forhold. I samme tidsrum i 2013 er der anmeldt 23.376 forhold.

1 af 2 Lene Sørensen afleverede selv hele bevismaterialet til Bellahøj Politi. Få timer efter havde politiet fremskaffet Lenes pung, som hun her har afhentet hos Bellahøj politi. (Foto: Jonas Olufson)
2 af 2 Det var her ved kasse 4 i Kvickly på Nørrebrogade i København, at Lene Sørensens pung i et ubemærket øjeblik 'forsvandt' ned i en fremmed dames net.Pist væk var pungen med alle pengene til julegaver (Foto: Jonas Olufson)