Stjålne luksusbiler sporet til præsident

Krise mellem Tyskland og Tadsjikistan. Omkring 200 stjålne luksusbiler er sporet til landet, flere af dem til vennekredsen omkring præsidenten

Arkivfoto: BMW
Arkivfoto: BMW

Også i Tyskland kæmper man mod den organiserede kriminalitet.

Herunder systematiske tyverier af pivdyre biler, som transporteres ud af landet.

Justitsmyndighederne oplyser nu, at man har sporet omkring 200 luksus-dytter til Tadsjikistan, blandt andet via bilernes GPS-systemer. 93 af dem BMW'er.

- Sagen er blevet kortlagt af tysk og litauisk politi. De fleste af bilerne ejes nu af venner og forretningsforbindelser til Tadsjikistans præsident, siger en talsmand for de tyske myndigheder, Lisa Jani, ifølge nyhedsbuerauet AP.

Det er velkendt, at stjålne luksusbiler fra Vesteuropa ender med at blive transporteret gennem flere lande, for at ende i Østeuropa eller tidligere sovjet-republikker.

Den nuværende sag er endt som en diplomatisk krise mellem Tyskland og Tadsjikistan. Det tyske udenrigsministerium vil ikke oplyse, hvad de har sagt til ambassadøren fra Tadsjikistan, men oplyser at han 'har været til en samtale om organiseret kriminalitet'.

Hvis bilerne anslås til at have en værdi på 350.000 kroner - afgiften er jo ikke så voldsom i Tyskland - så er der tale om et tyveri til samlet 70 millioner kroner.

Tadsjikistans ambassade i Tyskland siger i en udtalelse, at bilerne har 'været gennem flere lande og har haft flere ejere. De undersøges altid grundigt og papirerne kontrolleres før de kommer ind i vores land'.

De har på ingen måde nævnt muligheden af, at sætte bilerne i baggear og lade dem vende hjem til Tyskland.

Tadsjikistan - der er nummer på 22 på listen over de mest korrupte lande - er medlem af Interpol og deres politi kunne derfor pålægges at gå ind i sagen.

Hermed kan de så blive nødt til at efterforske mod landets egen præsident - den ret enerådende leder Imomali Rakhmonov.

Tadsjikistan har valgt at gå i offensiven. De kritiserer tyskerne for, at man ikke har fået nærmere oplysninger om præcis hvilke biler der er tale om.