Far vil selv tale Rasmus’ sag i retten: 'Det skylder jeg ham'

Mandag afgøres det, om Rasmus skal begraves hos moderen i Aalborg eller hos faderen i København

Rasmus sammen med sin fader Carsten. (FOTO: PRIVAT).
Rasmus sammen med sin fader Carsten. (FOTO: PRIVAT).

I morgen afgøres forældrenes sidste kamp om 4-årige Rasmus.

I de sidste tre år har moderen, der har forældreretten, og faderen kæmpet om, hvordan 47-årige Carstens samkvem med sin søn skulle foregå.

Mandag for en uge siden blev det for meget for den 35-årige moder, der kvalte sin lille søn, men kampen mellem forældrene fortsætter.

Carsten vil selv tale i retten

Mandag morgen rejser Carsten til Aalborg. Han skal være i skifteretten klokken 13.30. Der bliver det afgjort, om han får lov til at begrave Rasmus tæt på sit hjem i København, eller om moderen får sin sidste vilje, at drengen begraves i Aalborg.

Se også: Mor dræbte Rasmus: Vil bestemme, hvor han skal begraves

Moderens vilje bliver fremført af hendes forsvarsadvokat Uffe Bro, da hun er fængslet i psykiatrisk varetægt, men selv om Carsten har sin advokat Bitten Kjærsgaard ved sin side, så håber han, at kunne tale Rasmus’sag selv.

– Jeg vil rigtig gerne tale min egen sag, fordi det er vigtigt, det bliver gjort personligt. Jeg synes også, at jeg skylder Rasmus det, at det er mig, der er der til det sidste. Nu har vi kæmpet det her slag i over to år, så jeg træder ikke tilbage nu, siger Carsten til Ekstra Bladet.

Carsten er lørdag godt i gang med at forberede, det han vil sige i retten, men understreger at han også er nødt til at være der for kæresten og sin plejedatter, der er jævnaldrende med Rasmus.

Det er umenneskeligt

– Vi skal også lige huske, at vi har et ansvar overfor min plejedatter, at der også skal være en jul for hende. Der er en umenneskelig sag det, og der er bare ikke nogen ende, siger Carsten.

På mandag vil Carsten tage billeder med fra sit liv sammen med Rasmus i håbet om, at billederne kan tale for sig selv.

– Jeg vil vise dem det sidste billede jeg har af Rasmus og hans plejesøster sammen i live. Det er taget natten mellem lørdag og søndag. Det viser , at det ikke bare er mig, der har brug for, at Rasmus er tæt på. Det er også den her lille pige, som elskede Rasmus over alt på jorden. De var så tæt de to. Hvis det ikke gør indtryk på dem, så er der jo ikke noget at gøre.

Se også: Far må ikke begrave Rasmus

– Jeg vil bare vise dem, at selv om Rasmus boede hos sin mor, så var han lige så tæt knyttet til mig, og når hans mor så vælger at tage livet af ham, så forstår jeg bare ikke, hvis jeg ikke også skal have noget at sige.