Pilot styrtede ned med vilje: Låste sig inde i cockpit

Piloten ignorerede advarslerne og lod flyet ramme jorden ved dødsulykke i Mozambique i november

I slutningen af november døde 34 mennesker, da et fly fra Mozambique styrtede ned i Namibia. Nu viser det sig, at piloten på flyet efter alt at dømme fik flyet til at ramme jorden med vilje.

Den foreløbige undersøgelse af flytragedien konkluderer, at piloten havde 'en klar intention' om at få flyet til at styrte ned. Det er endnu uvist, hvorfor piloten foretog denne handling, lyder det.

Ifølge undersøgelsen låste piloten sig inde i cockpittet og ignorerede advarsler om, at flyet var ved at styrte ned. Andenpiloten fik ikke lov til at komme ind i cockpittet, viser optagelser fra flyets sorte boks.

Se også: 34 omkommet ved flystyrt i Namibia

- Man kan klart og tydeligt høre alarmsignaler, og hvordan nogen hamrer på døren for at komme ind, siger lederen af luftfartsmyndighederne i Mozambique, Joao Abreu.

Både flyvehøjden og hastigheden blev ændret flere gange manuelt, viser undersøgelsen.

Flyet fra Mozambique Airlines (LAM) styrtede ned i det nordøstlige Namibia. 28 passagerer og seks besætningsmedlemmer var om bord, og flyet var på vej fra Maputo i Mozambique til Luanda i Angola, da det forulykkede.

Se også: Passagerfly fra Mozambique er meldt savnet

Blandt de dræbte var 10 fra Mozambique, fem portugisere, en franskmand, en brasilianer og en kineser, oplyser LAM.

Ligesom alle andre luftfartsselskaber, der har et Air Operator's Certificate, udstedt i Mozambique, har LAM siden 2011 haft forbud mod at lande i lufthavne inden for EU. Det skyldes, at Mozambique ikke opfylder de internationale sikkerhedsforskrifter.