Passager i forulykket bybus: Alle gik helt i panik

Chaufføren slap rattet og faldt sammen, inden bus kolliderede med busskur i Aarhus, fortæller Raina Badra, der sad forrest med sine små børn

(Læserfoto)
(Læserfoto)

Passagererne i buslinje 2A fik sig noget af et chok lørdag aften, da den bus, de sad i, pludselig krydsede den modsatte vejbane og kolliderede med et busskur.

En af dem var 26-årige Rania Badra, der sad allerforrest i bussen sammen med sin søster og sine små døtre på fire år og 16 måneder.

- Buschaufføren kørte helt normalt, men pludselig begyndte han at rømme sig på en mærkelig måde. Jeg kiggede op på ham og så, at han pludselig slap rattet og faldt sammen. Hans overkrop hang ned over hans ben, og i samme sekund virkede det, som om der blev trykket lidt ekstra på speederen, fortæller Rania Badra til Ekstra Bladet.

Se også: Bus torpederede stoppested og endte i have

Forklaringen stemmer overens med, at Aarhus Sporveje lørdag aften fortalte, at den 52-årige rutinerede buschauffør fik et ildebefindende. Han husker, at han fik kvalme, og det næste, han erindrer, er, at der er en gren gennem bussens vindue.

- Vi råbte, at folk skulle holde fast. Jeg stod i midtergangen og kunne kun tænke på, at jeg skulle holde mine børn fast, fortæller Raina Badra.

- Jeg anede ikke, hvor galt det ville gå, så jeg koncentrede mig bare om at passe på mine børn. Da bussen stoppede fik jeg et knæk i brystkassen, tilføjer den 26-årige aarhusianer.

Chokeret chauffør
Flere fik knubs, og de fleste var meget chokerede, fortæller hun videre. Buschaufføren slog tilsyneladende hovedet, da det ramte ned i rattet.

- Han var fortsat bevidstløs, da bussen ramte busskuret. Der stak grene ind i bussen, og ruderne var smadrede. Nogle gik op for at hjælpe ham, mens vi ringede til politiet. Og da han kom til sig selv, gik han rundt og spurgte, om vi var okay. Det var tydeligt, at han var meget chokeret, lyder det fra den 26-årige buspassager.



(Læserfoto)
(Læserfoto)


Selv døjer Raina Badra med hævelser og muskelsmerter flere steder i kroppen, og hendes 22-årige søster fik hjernerystelse, ligesom hendes i forvejen forbrændte hånd tog yderligere skade.

Børnene slap uden knubs, men er fortsat chokerede efter oplevelsen.

- Min yngste datter ville slet ikke slippe mig, da vi kom hjem fra hospitalet, og min ældste datter er sur på buschaufføren, selvom vi har forklaret hende, at det ikke var noget, han kunne gøre for. De sov begge to sammen med mig i nat, siger Raina Badra og tilføjer, at det har været begrænset, hvad hun fik af søvn efter den ubehagelige oplevelse.

- Jeg fik nogle grimme billeder hele tiden. Tænk, hvis der var sket noget værre - mine børn kunne være blevet slynget gennem bussen, lyder det fra den chokerede mor.

Hun har nu kontaktet Midttrafik for at få råd og hjælp til at takle den chokerende hændelse.



(Læserfoto)
(Læserfoto)


1 af 7 (Læserfoto)
2 af 7 (Læserfoto)
3 af 7 (Læserfoto)
4 af 7 (Læserfoto)
5 af 7 (Læserfoto)
6 af 7 (Læserfoto)
7 af 7 (Læserfoto)