Drabstiltalt far må ikke arve sin døde søn

Anklageskriftet mod 47-årig mand, der er tiltalt for at have dræbt sin søn for et år siden, netop offentliggjort

Den dræbte Simon Skovmand fra Bramming. ( Privatfoto)
Den dræbte Simon Skovmand fra Bramming. ( Privatfoto)

Den 47-årige C.C. fra Bramming er nu officielt blevet tiltalt for at have dræbt sin søn, den kun 20-årige Simon Skovmand, for præcis et år siden.

Anklagemyndigheden har netop offentliggjort anklageskriftet. Af det fremgår, at den 47-årige dræbte sønnen ved at stiklke ham to gange i hjertet med en kniv.

Må ikke få hans penge
Samtidig kræves det i anklageskriftet, at den drabstiltalte mand frakendes retten til at at modtage arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, hvis han kendes skyldig i tiltalen for drab.

Den 20-årige blev fundet i opgangen ved sin fars lejlighed i Bramming. Den unge mand var hjemme på juleferie, da faderen - efter anklagemyndighedens opfattelse - dræbte sønnen. Motivet er fortsat uklart.

Kan intet fortælle
Faderen har aldrig været i stand til at redegøre for hændelsesforløbet lillejuleaften sidste år, hvor sønnen afgik ved døden efter knivstikkene.

Den unge mand blev begravet den 9. januar i år - det var på hans fødselsdag. Der er endnu ikke fastsat et tidspunkt for domsforhandlingen. Den 47-årige har den kendte forsvarsadvokat Mette Grith Stage som sin forsvarer.