Fædre tænder lys for Rasmus

Støttedemonstration for Rasmus' far i Aalborg og København

Demonstranter tænder lys foran for den dræbte dreng foran retten i Aalborg. (Foto: René Schütze)
Demonstranter tænder lys foran for den dræbte dreng foran retten i Aalborg. (Foto: René Schütze)

AALBORG/ KØBENHAVN (Ekstra Bladet): Både i København og Aalborg var demonstranter mødt op for at støtte faderen til den fireårige Rasmus, der for en uge siden blev kvalt af sin mor.

Skifteretten i Aalborg vil mandag afgøre, om faderen Carsten får lov til at begrave Rasmus ved sit hjem i København, eller om den fængslede mor får sin vilje og kan begrave drengen i Aalborg.

Michael Götz Dougherty er mødt op foran retten i Aalborg sammen med Jan Böhrnsen for at tænde lys for den dræbte dreng. Dougherty fortæller, at han har en søn på Rasmus' alder.

- Vi er selv fædre, der kæmper for vores børn og imod systemet. Jo flere løgne mødrene komme med, des flere fordele får de. Min søn er på samme alder som Rasmus, og jeg har ikke set ham i 10 måneder på trods af, at vi har fælles forældremyndighed, siger Michael Götz Dougherty til Ekstra Bladet.

Se også: Far vil selv tale Rasmus’ sag i retten: 'Det skylder jeg ham'

Også i København blev der demonstreret for lille Rasmus. Omkring 100 mennesker, hvor størstedelen var mænd, var samlet på Rådhuspladsen, hvor de med fakler og i samlet flok gik imod Rasmus’ fars adresse, hvor der vil blive holdt et minuts stilhed.

Det var Carstens ven gennem mange år, Mikkel Guldbæk, der havde arrangeret demonstrationen.

- Jeg føler mig magtesløs over ikke at kunne gøre mere. Jeg ville ønske, at jeg kunne trylle, men det kan jeg ikke. Så det her er et sølle forsøg på at gøre en forskel og lave et opråb, ikke bare for Rasmus, for det er for sent, ham får vi aldrig tilbage, men for andre børn, der måske kunne ende i samme situation, snøfter han.



 

 

Se også: Mor dræbte Rasmus: Vil bestemme, hvor han skal begraves

Det var en blanding af kollegaer, venner og bekendte, der var mødt op for at bakke op om faren. Og særligt en følelse af uretfærdighed havde fået mange mænd til at møde op.

- Jeg har det ad helvede til, Jeg er gode venner med Carsten, og jeg har kendt Rasmus, siden han var helt lille. Jeg er selv nybagt far, så det er hårdt. Politikerne må gribe ind, vi har jo intet ligestilling på det punkt. Vi er tilbage i 50'erne, når det gælder vores rettigheder som fædre. Der må simpelthen gøres noget ved det her. Hvis du dræber dit eget barn har du intet at skulle have sagt, siger Stefan Munck, der har været venner med Carsten gennem 20 år.

Se også: Far må ikke begrave Rasmus

Fireårige Rasmus blev ifølge politiet kvalt sidste mandag af den 35-årige mor, der lå i strid med drengens far. I retten vil moderens vilje blive fremført af hendes forsvarsadvokat Uffe Bro, da hun er fængslet i psykiatrisk varetægt.

Carsten har tidligere fortalt, at han selv vil være til stede i Skifteretten.

– Jeg vil rigtig gerne tale min egen sag, fordi det er vigtigt, det bliver gjort personligt. Jeg synes også, at jeg skylder Rasmus det, at det er mig, der er der til det sidste. Nu har vi kæmpet det her slag i over to år, så jeg træder ikke tilbage nu, har han sagt.

 

1 af 2 Michael Götz Dougherty og Jan Böhrnsen foran retten i Aalborg. (Foto: René Schütze)
2 af 2 Demonstranter tænder lys foran for den dræbte dreng foran retten i Aalborg. (Foto: René Schütze)