Undersøgelse: Politibetjent gik for langt

Hård kritik for ubegrundet magtanvendelse over for arrestant efter Ekstra Bladets omtale af sagen

En københavnsk politibetjent var alt for hårdhændet under en anholdelse ved et parkeringshus på Blågårdsgade i København sent om aftenen 13. februar 2013.

Det har Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) netop afgjort, efter at have vurderet en video af en voldsom anholdelse på baggrund af Ekstra Bladets omtale af sagen 1. august i år. Politibetjentens magtanvendelse under anholdelsen betegnes som ’meget kritisabel’ i myndighedens afgørelse af sagen, der kan koste politibetjenten jobbet.

Unødig magtanvendelse

I afgørelsen fra DUP, der efterforsker sager mod politiet, bliver det slået fast, at politibetjenten på videoen ikke havde nogen grund til at gribe voldsomt fast om den anholdtes hoved og presse det ind mod vægen samt gentagende gange at skubbe ham hårdt ind mod muren, som det ses på videoen. Det sker, selvom den anholdte er lagt i håndjern og ikke gør modstand.

’I overensstemmelse med videooptagelsen lægger Politiklagemyndigheden generelt til grund, at den anholdte under hele optagelsen er rolig. (…) Under henvisning hertil finder Politiklagemyndigheden, at magtanvendelsen i det hele var ubegrundet. (…) Efter en samlet vurdering af videooptagelsen finder Politiklagemyndigheden herefter polititjenestemandens magtanvendelse over for den anholdte for meget kritisabel’, skriver DUP i den fire sider lange afgørelse.

Sjælden hård kritik

DUP har siden august efterforsket sagen og har i den anledning afhørt betjenten. Rigspolitiet skal nu afgøre, om der er grundlag for at indlede en disciplinærsag mod vedkommende.

Det er sjældent, at DUP udtaler så hård kritik. Sidste år var det således kun fire ud af de 632 afgjorte adfærdsklagesager, der endte med afgørelsen ’meget kritisabel’. Det fremgår af den seneste årsberetning. Rigspolitiet ønsker ikke at kommentere sagen, da de er i gang med at vurdere den.

LÆS MERE I EKSTRA BLADET I DAG:

Politiforbundet: 'Vi tager sagen til efterretning'

DUP-direktør: 'Det er en alvorlig sag'