Dating-slagsmål: 76-årig slog 77-årig kone

Det er ikke kun blandt unge, at hemmelige besøg på datingsites kan ende i jalousi, skænderier og fysiske argumenter

Edward Aronson (Politifoto)
Edward Aronson (Politifoto)

Der kan også gå ild i gamle huse.

Så meget at gnisterne flyver.

76-årige Edward Aronson sad lørdag aften før jul og hyggede sig med lidt dating-kiggeri på computeren i hjemmet i Florida, USA.

Imidlertid blev hans interesse observeret af fruen i huset og hun blev ikke glad.

77-årige Sylvia smækkede sin mand i ansigtet, hvilket fik ham til at reagere ved at skubbe til hende, så hun røg i gulvet.

Hun brækkede hoften og parret måtte en tur på hospitalet.

Indtil da var politiet uvidende om, at der var husspektakler i hjemmet i Lake Worth.

Men en sygeplejerske - Lori Leisen - overhørte at Edward i telefonen sagde: 'Hun beskyldte mig for at ville være utro og råbte ad mig, så jeg skubbede til hende'.

Herefter blev politiet tilkaldt. En efterforsker afhørte Sylvia i hospitalsengen. Hun forklarede, at hun havde fundet sin mand 'kigge på en ukendt datingsite og der opstod et skænderi, hvor hun beskyldte ham for at være uærlig'. Hun erkendte, at hun havde slået manden 'i venstre side af ansigtet', fremgår det af rapporten fra Palm Beach Sheriff-kontoret.

Parret har været gift i 33 år.

Edward står tilbage med to sigtelser, der bygger på en paragraf om vold mod ældre over 65 år. Han kom dog ret hurtigt ud af fængslet.

Hvad episoden betyder for ægteskabet og om Edward for eftertiden skal søge på singlesites melder historien ikke noget om.