Fandt efterlyst mand nøgen på dametoilet

Norsk politi fik gevinst, da de blev tilkaldt til julelukket hotel

Rica Hotell (Foto fra hotellets hjemmeside)
Rica Hotell (Foto fra hotellets hjemmeside)

Blandt de mange, mange film-genudsendelser på TV i julen er nogle af de mest slidte fra 'Alene hjemme'-serien.

For en efterlyst norsk mand var det tæt på at være virkelighed her til formiddag.

Han var alene hjemme på Rica-hotellet i Oslo.

Der var julelukket, men han havde fundet vej ind.

Kort før klokken 12 fik politiet besked fra en vægter, som havde set en nøgen mand på hotellet.

- Det viste sig, at være en mand der var brudt ind og havde taget sig et bad, siger operationsleder ved Oslo Politi André Kråkenes til Dagbladet.

Den anholdte blev taget i kvindernes omklædningsrum, men han havde nået at få tøj på inden ordensmagten nåede frem.

Manden er i forvejen kendt af politiet, der nu kan skrive lidt mere på hans CV.

- Manden var efterlyst i en straffesag. Nu får han lov til at overnatte i arresten, siger Kråkenes, der åbenbart mener det vil være mere passende end lade manden benytte et af de mange ledige værelser på Rica Hotell.